Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere den unge mand, der blev fundet død på Vedbæk Strand i sidste uge. Arkivfoto

Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere den unge mand, der blev fundet død på Vedbæk Strand i sidste uge. Arkivfoto

Politiet: Hjælp os med at få identificeret død, ung mand

Nordsjællands Politi kender fortsat ikke identiteten på den unge mand, som i sidste uge blev fundet død på Vedbæk Strand

Af
Anne Dahl Kristensen

Det var et noget uvant og ubehageligt syn, der onsdag 6. juni mødte en hundelufter, der kom gående ad Vedbæk Strand. Tæt ved havnen fik personen nemlig øje på en ung mand, der lå livløs på stranden.

Det var umiddelbart ikke muligt at identificere manden, som ikke havde personlige papirer eller lignende på sig, og allerede i sidste uge bad Nordsjællands Politi offentligheden om hjælp i håb om at kunne få identificeret den unge mand. Men trods flere henvendelser i sagen, er det endnu ikke lykkedes.

"Vi har modtaget henvendelser i sagen, men endnu ikke nogen, som har gjort os i stand til at identificere den afdøde. Nu håber vi på, at tandkort, fingeraftryk og DNA kan bringe os nærmere mandens identitet," fortæller politikommissær Søren Christensen fredag til Rudersdal Avis.

Han tilføjer desuden, at politiet fortsat meget gerne modtager tip fra borgere i sagen.

Den unge mand beskrives som 18-25 år, 170-175 cm høj og spinkel af bygning. Han er lys i huden og har mellemlangt sort hår. Han var iført et par sorte underbukser af mærket Sportswear. Der var ikke tegn på, at han havde ligget længe i vandet.

Har man relevante oplysninger kan man kontakte politiet på telefon 114.

Publiceret 15 June 2018 11:34

SENESTE TV