Nordsjællands Politi har modtaget anmeldelser fra to borgere, der har været udsat for en blotter. Måske er der tale om den samme mand. Arkivfoto

Nordsjællands Politi har modtaget anmeldelser fra to borgere, der har været udsat for en blotter. Måske er der tale om den samme mand. Arkivfoto

Er det den samme mand? Blotter set i Virum og Geelskov

En ældre kvinde og en ni-årig dreng har med fire ugers mellemrum begge været udsat for en blotter, som kan være den samme mand

Af
Anne Dahl Kristensen

Søndag 22. juli kl. 20.40 kom en ni-årig dreng gående på Frederiksdalsvej i Virum. Og på strækningen mellem Virum Station og butikken Den Søde Tand gik han forbi en bænk, hvor der sad en mand. Idet drengen gik forbi, tog den pågældende mand sin penis frem og begyndte ifølge drengen at svinge med den, imens manden samtidig forsøgte at få øjenkontakt med drengen.

Den ni-årige dreng skyndte sig væk fra stedet og hjem til sin familie, hvorefter hændelsen blev anmeldt til politiet.

Nyheden om denne episode læste en ældre kvinde i Det Grønne Område, og det fik hende til at kontakte redaktionen. For hun mener, at hun har været udsat for samme mand.

"For cirka fire uger siden gik jeg min sædvanlige tur ind i Geelskov. Jeg gik ind fra Skovridergårdsvej, hvor manden i første omgang passerede mig, og da jeg nærmede mig den bænk, hvor jeg plejer at tage et hvil, sad han der og havde trukket bukserne ned, imens han smilte til mig og forsøgte at få øjenkontakt," fortæller kvinden, som ønsker at være anonym, men hvis identitet er redaktionen bekendt.

Den ældre dame skyndte sig med sin rollator ud fra skoven, og da hun kom hjem anmeldte hun episoden til politiet. Hun nævner samtidig, at hun har talt med andre folk i området, som har set manden.

Ikke grund til bekymring

Hos Nordsjællands Politi bekræfter man at have modtaget de to anmeldelser. Og man vil ikke udelukke, at der kan være tale om den samme person.

"Når jeg gennemgår de to signalementer, som der er opgivet i de to anmeldelser, er der helt sikker nogle sammenfald, men der er også markante punkter, hvor signalementerne ikke stemmer overens. Men det kan afhænge af, hvad den enkelte person lægger mærke til. Så vi kan ikke udelukke, at der er tale om den samme person," siger Allan Lørup, politikommissær og efterforksningsleder hos Nordsjællands Politi.

Signalementet fra de to sager er videregivet til politiets patruljer, som holder udkig efter manden i området. Men som det ser ud nu, er der ikke umiddelbart grund til bekymring, fortæller efterforksningslederen.

"Jeg er ikke bekymret for, at der er tale om en serieblotter, som vi har set andre steder, hvor vedkommende har slået til næsten hver dag. Og vi har ikke nogen indikationer af, at han gør "andet" end at blotte sig. Men det skal vedkommende selvfølgelig heller ikke gøre," lyder det fra Allan Lørup.

Nordsjællands Politi modtager derfor meget gerne henvendelser fra folk, der enten allerede har oplevet noget, eller som fremover ser noget til manden.

De to signalementer, der er angivet i anmeldelserne lyder:

Mand, 30-35 år, 170-175 cm. høj, lys i huden, lyst, kort hår og tatoveringer på begge arme og ben.

Mand, 35 år, lys i huden, sort, mellemlangt hår, og en tatovering på venstre arm. Han var iført mørkegrønne shorts, og havde muligvis bar overkrop.

Publiceret 30 July 2018 10:00

SENESTE TV