Efter skyderi i Birkerød: Politiet har mistanke om hjemmerøveri

Nordsjællands Politi bekræfter nu, at der blev afgivet skud i Birkerød tidligt i morges

Af
Anne Dahl Kristensen

Nordsjællands Politi var tidligt fredag morgen talstærkt til stede på en adresse på Bistrupvej i Birkerød. Det skete efter, at der kom en anmeldelse om et muligt skyderi på adressen.

Tidligere har politiet hverken ville be- eller afkræfte, om der var tale om et skyderi. Men på Twitter skriver Nordsjællands Politi nu:

"Vi undersøger forhold på Bistrupvej i Birkerød. Der er afgivet skud, ingen ramt. Intet tyder på, at det er banderelateret."

I stedet arbejder politiet blandt andet med teorien om, at der kan være tale om et hjemmerøveri. De skriver:

"Det er for tidligt at sige noget definitivt, men vi undersøger blandt andet, om der kan være tale om et forsøg på hjemmerøveri."

Skyderiet blev anmeldt til alarmcentralen klokken 4.47 fredag morgen, og politiet rykkede talstærkt ud efter anmeldelsen.

Publiceret 12 October 2018 08:39

SENESTE TV