En 30-årig mand er varetægtsfængslet frem til 20. december. Han formodes at være en af gerningsmændene bag det voldsomme hjemmerøveri, der fandt sted på Bistrupvej i oktober. Arkivfoto

En 30-årig mand er varetægtsfængslet frem til 20. december. Han formodes at være en af gerningsmændene bag det voldsomme hjemmerøveri, der fandt sted på Bistrupvej i oktober. Arkivfoto

Formodet hjemmerøver fra skudepisode i Birkerød anholdt

Der kan være flere anholdelser på vej i sagen om det voldsomme hjemmerøveri i Birkerød, hvor to gerningsmænd skød op i loftet

Af
Anne Dahl Kristensen

En 30-årig mand blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby varetægtsfængslet frem til 20. december. Det skriver Ritzau.

Grundlovsforhøret fandt sted sidste fredag, og manden er sigtet for forsøg på hjemmerøveri af særlig farlig karakter. Politiet mener, at den 30-årige mand var medvirkende ved det voldsomme hjemmerøveri på Bistrupvej tilbage i oktober.

Her lå en 70-årig mand og en 65-årig kvinde og sov, da to mænd trængte i huset. Manden vågnede og så, at et gevær blev stukket ind gennem døråbningen, hvorefter der blev affyret skud op i loftet. Ingen personer kom til skade.

Ifølge Ritzau vil politiet vil ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sagen.

"Det er en rigtig grov sag, og det er dejligt, at vi er på vej mod en opklaring," siger Henrik Gunst til Ritzau.

Det har ikke været muligt at træffe senioranklager Kenn Jørgensen, der mødte i retten på vegne af Nordsjællands Politi. Hvad den sigtede selv har fortalt om sagen, er derfor endnu uvist.

Publiceret 07 December 2018 11:45

SENESTE TV