Arkivfoto

Arkivfoto

Weekendens døgnrapport: Fem indbrud og to indbrudsforsøg i Rudersdal

Tyve var på spil i Birkerød, Holte, Vedbæk og Skodsborg, ifølge Nordsjællands Politi

Af
Mikkel Brøgger Petersen

I Nordsjællands Politis døgnrapport for weekenden melder man om fem indbrud og to indbrudsforsøg i Rudersdal Kommune.

Skovvang, Birkerød

Fredag kl. 16.09 modtog politiet en anmeldelse om forsøg på indbrud på Skovvang i Birkerød. Tidsrummet for indbruddet var torsdag kl. 16.40 til fredag kl. 12.30. En terrassedør og et vindue var uden held forsøgt brudt op.

Bakkefaldet, Holte

Fredag kl. 11.15 tikkede en anmeldelse om indbrud på Bakkefaldet i Holte ind hos Nordsjællands Politi. Det blev begået mellem onsdag kl. 15 og fredag kl. 10. Man var kommet ind via et opbrudt vindue, og havde stjålet elektronik, smykker, parfume og kontanter.

Sjælsøvej, Birkerød

Lørdag kl. 16.59 fik politiet en anmeldelse om indbrud begået lørdag kl. 02.11 på Sjælsøvej i Birkerød. Man var kommet ind via et opbrudt vindue, og havde stjålet tasker og smykker.

Stenvang, Vedbæk

Søndag kl. 11.59 modtog politiet endnu en anmeldelse. Denne gang på Stenvang i Vedbæk, tidspunktet for indbruddet mellem lørdag kl. 14 og søndag kl. 11.50. Indgang var sket via et opbrudt vindue, og man stjal smykker og kontanter.

Troldager, Vedbæk

Søndag kl. 13.47 berettede en anmelder om indbrud på Troldager i Vedbæk. Tidspunktet var mellem 23. juli kl. 16 og søndag kl. 13.40. Indgang via opbrudt vindue. Politiet har ikke overblik over, hvad der er stjålet.

Egemosen, Skodsborg

Søndag kl. 13.58 fik politiet anmeldelse om forsøg på indbrud på Egemosen i Skodsborg. Tidspunktet var ligeledes søndag, nærmere bestemt mellem kl. 12.45 og 13.30. Man havde forsøgt at få adgang til stedet ved at bryde terrassedør op med spade og pløk.

Pilekæret, Holte

Den sidste anmeldelse om indbrud i døgnrapport fik politiet mandag kl. 02.09. Tidsrummet er tirsdag kl. 8 og mandag kl. 2. Indgang var sket via et opbrudt vindue, og politiet har endnu ikke overblik over stjålne genstande.

Publiceret 05 August 2019 13:21