Åbent Brev:

Vi ser frem til ekstra ressourcer til skolen

Af Kredsstyrelsen i Rudersdal – Danmarks Lærerforening

Kære Børne- og Skoleudvalg i Rudersdal kommune.

Tillykke med et veloverstået valg!

Under valgkampen har vi gentagne gange hørt, at besparelserne på skoleområdet er rullet tilbage. Men som bl.a. politiker Kristine Trane (S) sagde under valgkampen, så er det meget lidt af besparelserne, der er ført tilbage. Det har konsekvens på skolerne allerede nu og vil fortsat have det de kommende år.

Nogle af konsekvenserne er mindre tid til at forberede den gode undervisning og den vigtige klasselæreropgave, samt flere undervisningstimer. Alt sammen med konsekvens for både læring og trivsel i folkeskolen, for elever og lærere.

Dertil kommer inklusionsopgaven, som fylder meget på skolerne og hos den enkelte lærer. Vores undersøgelse blandt vores medlemmer viser, at kun 3 % oplever, at der er de fornødne ressourcer til at løse opgaven.

I Rudersdal kommune er vi på en 10. plads ift. ressourcetildelingen på ældreområdet. Til gengæld ligger Rudersdal kommune kun nr. 70 på børne- og ungeområdet. Det bør blive bedre og vi ser derfor frem til, at udvalget vil tilføre ekstra ressourcer til skolen – til gavn for både børn og medarbejdere på kommunens folkeskoler.

Publiceret 12 December 2017 16:00

SENESTE TV