DEBAT:

Nytænkning af offentlig transport

Jeppe Vejlby Brogård, næstformand i SF-Rudersdal

Tine Brandt viser den 2. januar sagligt, at tidligere gode forbindelser til regionale hurtigruter er forringet eller forsvundet fra Vedbæk. Derfor falder efterspørgslen efter offentlig transport. Rudersdal avis følger op 2 dage efter i en artikel med Ældresagen og udvalgsformanden og viser, at kommunens interne kulturcenter og ældrecenter også mangler busbetjening. Artiklen viser også, at busruter er et prioriteringsspørgsmål, fordi der er styr på kommunens pengeforbrug. Ulla Holme viser den 9. januar, at komforten også er et vigtigt emne.

Det er en vigtig debat, hvad kommunens trafikbestilling skal efterspørge. Selv når man anerkender, at pengene passer, så viser Movias strategiske busplan 2019, at der kan skabes ændringer. Det sker, når storkøbenhavns bussystem skal tilpasses til cityringen, som åbner i 2019. Movia foreslår radikale ændringer. Vi får samme behov her, når letbanen åbner 2024 i Ring 3 og dermed er der basis for at nytænke busbetjeningen i Rudersdal.

Hovedstadsregionen drukner i biltrafik. Når der åbnes nye veje bliver det lettere at tage bilen. Bortset fra bilkøerne, som vokser. Det giver forsinkelser for alle og heldbredsproblemer for mange. Det truer vores økonomiske succes. Det er tydeligt, at den kollektive transport bør indrettes til at aflaste vejene for pendlere. Men det kræver måske nye prioriteringer, som tilgodeser væsentlige pendlerbehov og kulturbehov. Det er selvfølgelig ikke let, når andre af kommunens ruter skal tilgodeses samtidig. Behovet for at pendlere bruger offentlig trafik bør analyseres og debatteres frem mod den kommunale busbestilling i sommeren 2018.

Publiceret 12 January 2018 12:31

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV