Kvinde blev påkørt af bil, chaufføren kørte hende hjem

Føreren af en bil kørte pænt en kvinde hjem, efter han havde ramt hende med sin bil. Desværre ved ingen, hvem vedkommende er

Af
Anne Dahl Kristensen

Onsdag aften kl. 18.30 gik det galt i Holte. En 57-årig kvinde fra Nærum krydsede Holte Stationsvej via fodgængerfeltet. Men på sin vej fra Holte Midtpunkt og over mod pølsemanden på den anden side blev hun ramt af en sort bil, der kom kørende rundt i rundkørslen og videre i retning mod Øverød.

Ifølge Nordsjællands Politi blev kvinden ramt i højre side af kroppen, og hun fik et knubs på højre albue og ben. Tilsyneladende kom kvinden ikke så slemt til skade, at der var behov for ambulance og lægehjælp.

Men til gengæld kørte vedkommende, som førte bilen, kvinden hjem til sin bopæl i Nærum.

Det fremgår dog ikke af politiets døgnrapport, hvem den pågældende person var, eller hvilken bil der var tale om, da kvinden angiveligt ikke har fået disse oplysninger registreret.

Publiceret 02 February 2018 00:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV