Unge larmer og fester på biblioteket:

Nu indføres der aldergrænse for adgang

Bibliotekerne i Vedbæk og Birkerød oplever så store problemer med unge, der larmer og ligefrem bruger biblioteket som et forum til forfest, at der nu indføres aldersbegrænset adgang

Af
Anne Dahl Kristensen

Siden 2011 har alle borgere i Rudersdal haft adgang til de selvbetjente biblioteker i kommunen.

Først blev ordningen indført på Nærum og Vedbæk Bibliotek, hvor man ved hjælp af sygesikringskortet kan låse sig ind på biblioteket uden for normal åbningstid. Samme ordning kom til Holte Bibliotek i 2013, og senest er den også indført på Hovedbiblioteket i Birkerød i marts 2017.

Men nu bliver det kun borgere, der er fyldt 16 år, der kan gøre brug af denne ordning.

Bibliotekerne oplever nemlig store problemer med børn og unge, der generer de øvrige brugere af biblioteket. Det fremgår af dagsordenen for onsdagens møde i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor sagen blev behandlet.

“I de seneste måneder har bibliotekerne modtaget henvendelser fra borgere, der gør opmærksom på, at de oplever børn og unge med generende adfærd. Der bliver spillet høj musik, der bliver løbet rundt og kastet med ting. Fredage og lørdage kan bibliotekerne blive brugt til opvarmningsfester, hvor der bliver røget og drukket alkohol,” fremgår det af dagsordenen.

“Ærgerlig sag”

Ligeledes fremgår det af dagsordenen, at det i øjeblikket er på Vedbæk Bibliotek samt på Hovedbiblioteket i Birkerød, at der er jævnlige udfordringer.

“Man oplever på bibliotekerne, at det dels er de unge i alderen 10-12 år, som opholder sig på bibliotekerne og egentlig bare hygger sig. Men så ender det med at blive en temmelig høj og forstyrrende adfærd, der generer de andre brugere. Den anden del, som er værre, er, at der er mange unge, der bruger biblioteket som opvarmningssted, når de skal til fest fredag og lørdag. De drikker alkohol på stedet og bliver højrøstede,” forklarer formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Kristine Thrane (S).

“Jeg synes, det er en rigtig ærgerlig sag, for vi vil faktisk meget gerne have børn og unge på bibliotekerne. Men bibliotekerne skal bruges til det formål, som de er skabt til, og det er klart, at det er ikke meningen, at et bibliotek skal danne rammen om forfester,” tilføjer Kulturudvalgsformanden.

Til gengæld er der sjældent problemer på biblioteket i Holte.

Adgang ifølge med forældre

For at dæmme op for problemerne blev der forud for onsdagens møde i Kultur- og Fritidsudvalget foreslået en model, hvor man indfører en aldersgrænse på 16 år, så det kun er unge over denne alder, der kan gå alene ind på de selvbetjente biblioteker. 

“Børn under 16 år har adgang ifølge med forældre/værge, ligesom de har mulighed for at benytte bibliotekerne i den betjente åbningstid. Aldersgrænsen bør gælde for alle fire biblioteker i kommunen,” lød anbefalingen i dagsordenen. 

Medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at indføre den foreslåede adgangsbegrænsning. Men det skete dog med den tilføjelse, at begrænsningen ikke kommer til at gælde på Holte Bibliotek, hvor der altså sjældent er problemer. 

“Vi diskuterede i udvalget, hvorvidt ordningen skal gælde alle biblioteker, for det er klart, at man kan frygte, at problemet nu bare rykker til Holte. Men omvendt er der ikke problemer i Holte i dag, og vi ønsker ikke at lave en kollektiv afstraffelse. Så indtil videre bliver aldersbegrænsningen ikke gældende i Holte, og jeg håber ikke, at det bliver nødvendigt at indføre ordningen der,” siger Kristine Thrane. 

I praksis fungerer ordningen ved, at brugerne under 16 år ikke kan logge sig ind i den selvbetjente del af åbningstiden. Og det er meningen, at ordningen skal køre som et forsøg i år, hvorefter den skal evalueres i begyndelsen af 2019.

Publiceret 09 February 2018 17:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV