Sangtræning skal hjælpe KOL-ramte

At leve med KOL medfører ofte en hverdag præget af åndenød og hoste samt tiltagende stivhed i lungevævet.

“Det er vigtigt at træne sine lunger og vedligeholde sin fysiske funktion, når man har KOL. For selvom det er meget hårdt at træne, når man har KOL, så hjælper det,” siger leder af genoptræningen på Teglporten i Birkerød, Lene Kiehl-Jensen, i en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.

Derfor undersøger kommunen, om sangtræning kan være en god aktivitet i træningen af borgere med lungesygdommen KOL, og om der er lige så store effekter af sangtræning som af fysisk træning.

Forløb varer 10 uger

Sangtræningen kommer til at foregå på Genoptræningscenter Teglporten.

Forløbet begynder 5. marts og varer 10 uger med træning to gange ugentligt.

Har man lyst til at deltage, kan man kontakte Stine Højlund Lassen på tlf. 4611 3960 eller genoptraeningen-teglporten@rudersdal.dk senest 22. februar.jesl

Publiceret 12 February 2018 10:30