Hva´Så Nu?:

Oplev Geo på Mantzius

Komikeren Geo behandler personlige kriser med rørende stand-up show på MantziusLive

Torsdag 1. marts ruller det unikke stand-up show “Hva' Så Nu?” med komikeren Geo og tv-værten Thomas Skov i rollen som morbid psykolog forbi Birkerød. Kom med når Geo og Skov åbner dørene til psykologklinikken og inviterer dig inden for til terapitime og comedy-kur.

Hvad får man, når man krydser komikeren Geo med tv-personligheden Thomas Skov? Svaret er et anderledes, grænseoverskridende og lidt barskt, men vanvittigt morsomt comedy show. I år er det fem år siden, at Geo fik konstateret kræft, og han spørger sig selv: “Hva' så nu?”

Landets anmeldere har efter premieren 31. januar rost showet “Hva' Så Nu?” - baseret på Geos bog af samme navn - for at tage et lunt greb med livets mørkere perioder.

I showet tager Thomas Skov den fallerede, kræftramte komiker Geo under (k)ærlig behandling. Publikum møder Geo midt i en tid, hvor han reflekterer over livet ovenpå et alvorligt sygdomsforløb i dialog med sin vanvittige psykolog spillet af Skov.

Sammen vender Geo og Skov på humoristisk vis store spørgsmål om blandt andet kræft, skilsmisse, 40 års-krise, den kompenserende far-rolle, hårtab, manglende testikler og alt derimellem. Om psykologen gør det hele værre eller bedre, bliver op til publikum at bedømme.

Billetter kan købes på BilletBoxen.dk

logy

Publiceret 12 February 2018 14:00