Ugens Buket:

“Marianne er verdens bedste træner”

Helena Vilstrup på otte år kunne i fredags overrække Ugens Buket til sin fodboldtræner, Marianne Bindslev

Af
Anne Dahl Kristensen

“Marianne er altid i et smittende humør og formår at engagere os både under de to ugentlige træninger og til de mange stævner, vi deltager i.”

Sådan lyder det i den indstilling, som Helena Vilstrup på otte år med lidt hjælp fra sin mor har sendt til redaktionen. Heri forklarer Helena, hvorfor træneren for U9 fodbold-pigerne i Skjold Birkerød Fodbold fortjener at få den farvestrålende buket.

“Vi har spillet ude en gang om ugen igennem hele vintersæsonen, og der er altid stort fremmøde trods regn, slud og frostgrader, hvilket helt sikkert er Mariannes fortjeneste, da hun altid har planlagt masser af sjove aktiviteter, som understøtter det gode sammenhold og team-ånden. Til Mariannes træning er det vigtigere at være med, at være en god holdkammerat og spille fair, end hvor mange kampe vi vinder, selvom vi nu er ret gode,” lyder det i indstillingen.

Stor tilslutning

Derfor kunne undertegnede i selskab med Helena overraske Marianne Bindslev til fredagens træning. Og det var en bevæget træner, der tog imod blomsterne.

“Jeg er utrolig glad og rørt. Det, der er det vigtigste for mig her på holdet, er jo at pigerne har det godt, og ikke mindst at de har det godt med hinanden i det her fodboldfællesskab,” lød det fra Marianne Bindslev.

Hun har selv spillet fodbold i klubben i mange år, og meget tyder på, at hun også som træner i samarbejde med sine kolleger leverer flotte resultater. I hvert fald er det lykkedes at samle hele 45 piger på de mindste årgange i Skjold Birkerød Fodbold.

“Vi har gang i noget rigtig godt med de yngste spillere. Og vi er ambitiøse både med hensyn til det sociale og selvfølgelig i forhold til, at pigerne bliver dygtige til fodbold. Og det gør de,” fortæller Marianne Bindslev og tilføjer, at der altid er plads til flere nye spillere på holdet.

Det var en rørt træner, der tog imod buketten. Foto: Anne Dahl Kristensen

Det var en rørt træner, der tog imod buketten. Foto: Anne Dahl Kristensen

Værdsat træner

Trænerens indsats er i hvert fald værdsat. Det fortæller Helena Vilstrup i sin mail.

“Jeg synes, at det er flot, at Marianne stiller op som træner to gange om ugen samt deltager i stævner næsten hver weekend. Jeg synes derfor i høj grad, at Marianne har fortjent Ugens Buket. Jeg synes nemlig, at Marianne er verdens bedste træner!,” skriver Helena.

Og følelsen er gengældt.

“Jeg synes, det er verdens sødeste piger, som jeg får lov at træne her i Birkerød,” lød det fra Marianne Bindslev ved overrækkelsen.

Se videoklippet fra selve overrækkelse på Rudersdal Avis" Facebookside.

Hvem skal have en buket?

  • Skriv til os og fortæl, hvorfor netop den person, du indstiller, har fortjent en buket blomster
  • Send os en e-mail på redaktion@rudersdalavis.dk eller send dit brev til Rudersdal Avis, Gl. Lundtoftevej 1B, 2800 Kgs. Lyngby
  • Husk at skrive navn, adresse og telefonnummer både på den, du indstiller og på dig selv, så vi har mulighed for at følge op på indstillingen

Publiceret 12 February 2018 11:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV