Koncert:

Sort Sol over Birkerød

Rockveteranerne spiller 3. marts på MantziusLive som et af de første stop på forårsturneen

3. marts er der dømt Sort Sol over Birkerød, når et af dansk rockhistories store navne spiller på MantziusLive.

Sort Sol behøver med hit som 'Siggimund Blue', 'Let Your Fingers Do The Walking' og 'Holler High' i bagkataloget næppe nogen større introduktion for et dansk publikum.

Sort Sol leverer stadig mageløse, rå liveshows, lige som de har genfundet sig selv og det danske sprog på det længe ventede album 'Stor langsom stjerne', der udkom i 2017 og blev det første nye fra Sort Sol i hele 16 år. Albummet toppede mange musikanmelderes årslister og giver således god grund til store forventninger til Sort Sols koncerter i dette forår.

Stadig nyskabende

“Vi er særligt stolte af at kunne præsentere det historiske navn Sort Sol på MantziusLive. Det er et band, som ikke kun er et vigtigt indslag i rockhistorien, hvor de har formået at samle folk omkring en særlig og intens stemning siden startformationen som Sods i 1977, men de er også stadig super aktuelle og nyskabende kæmper inden for dansk musik. Publikum kan se frem til at komme helt tæt på Sort Sol til en intim og nærværende sceneoptræden, når de gæster MantziusLive til marts,” udtaler kunstnerisk leder Mads Riishede i en pressemeddelelse.

Billetter på www.ticketmaster.dk. Læs mere om koncerten på MantziusLive.dk.

jesl

Publiceret 16 February 2018 11:45

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV