DEBAT:

Virkeligheden kalder vælgerne

Af Ditlev Otte-Trojel, bestyrelsesmedlem i Nye Borgerlige i Rudersdal

Ved sidste folketingsvalg stemte mange stadig med deres hjerte og bedste intentioner, når det kom til indvandring. Siden er flygtninge- og migrantstrømmene tiltaget, omkostningerne til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er blevet dokumenteret, og overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikkerne er blevet eksemplificeret af bandeopgør og umotiverede voldsepisoder. I Rudersdal har vi blandt andet oplevet skyderier og økseoverfald, så virkeligheden er rykket helt tæt på.

Hvis man på nuværende tidspunkt således ikke kan erkende, at ikke-vestlig indvandring er det altoverskyggende problem i Danmark, er det udelukkende, fordi man ikke vil erkende problemet. Og det er efterhånden komisk at påstå, at integrationen nok skal lykkes en dag, når al erfaring fra Danmark og samtlige andre europæiske lande siger det stik modsatte. Samtidig er problemerne med utilpassede indvandrere i Sverige nu så massive, at ingen længere kan fremhæve deres tilgang som et lysende forbillede.

For hver skattekrone brugt på ikke-vestlig indvandring, vil en anden svag borger blive ramt af en besparelse. For hver voldsforbrydelse vil et offer blive mærket for livet. For hvert år, den nuværende udvikling får lov at fortsætte, vil problemerne blot vokse sig større for kommende generationer af danskere. Dette har de fleste partier heldigvis indset, men fremfor at fremsætte symbolske eller urealistiske forslag har Nye Borgerlige tre helt konkrete løsningsforslag, der kan gribe om nældens rod og vende udviklingen i tide: 1) kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom; 2) asylbehandling i Danmark skal stoppes; 3) udlændinge skal forsørge sig selv.

Til det kommende folketingsvalg vil jeg blot opfordre alle til at tænke sig om, inden de stemmer med deres hjerte og bedste intentioner igen. Det skylder vi vores børn og børnebørn.

Publiceret 19 February 2018 00:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV