Danske Bank lukker i Birkerød

Men banken bevarer et mødelokale på Birkerød Hovedgade, hvor kunderne kan aftale et møde med deres rådgiver

16. april flytter rådgiverne fra Danske Banks afdeling på Birkerød Hovedgade arbejdsplads til afdelingerne i Holte og Furesø. Kunderne kan dog fortsat aftale et møde med deres rådgiver i Birkerød, hvor Danske Bank beholder et mødelokale på Hovedgaden 19. Det skriver banken i en pressemeddelelse.

“Der er tale om, at vi ændrer vores setup i Birkerød. Kunderne kan fortsat holde møder med os i byen, hvis de foretrækker det. For eksempel kan nogle kunder have svært ved fysisk at møde os i Holte, og flere er endnu ikke parate til at holde møder med os over nettet. Dem vil vi gerne komme i møde med denne mulighed,” siger Christian Buhl, filialdirektør i Danske Bank i Holte.

Mødelokalet kan fremover bruges til rådgivningsmøder, der er aftalt i forvejen. Der er altså ikke tale om permanent bemanding.

Christian Buhl oplyser samtidig, at bankens pengeautomat foreløbig bliver på sin nuværende plads i Birkerød.

Ruster sig til fremtiden

Beslutningen om at samle rådgiverne i filialerne i Holte og Furesø sker for at ruste sig til fremtiden, fremgår det af pressemeddelelsen.

"Vi vil gerne ruste os til fremtiden. Og her kan vi se, at kravene til rådgivernes faglige kompetencer hele tiden bliver større og større. Ved at lægge afdelingerne sammen sikrer vi et stærkere fagligt rådgivningsmiljø til gavn for både medarbejdere og kunder,” lyder det fra Christian Buhl.

To af rådgiverne fra Danske Bank i Birkerød flytter med til afdelingen i Holte i Holte Midtpunkt, mens to andre rådgivere fortsætter i bankens afdeling i Furesø på Farum Hovedgade 35. Ifølge Christian Buhl er det naturligvis helt op til kunderne, hvilken afdeling de ønsker at høre til i fremtiden.

adk

Publiceret 22 February 2018 00:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV