Skoleudvalgsformand:

“Der gælder lige regler for alle”

Formanden for Rudersdal Kommunes Børne- og Skoleudvalg vil ikke udtale sig i den konkrete sag om Louise Frank-Ottosens datters skoleindskrivning, men forklarer her baggrunden for fordelingen af de kommende elever i børnehaveklasserne

Af
Anne Dahl Kristensen

“Alle forældre til de 32 børn, der ikke får deres førsteprioritet opfyldt i forhold til skolevalg, har hver deres gode grunde til, hvorfor de har ønsket netop den pågældende skole som førsteprioritet og ikke andenprioritet. Og alle 32 familier kan stille samme spørgsmål om, hvorfor der ikke bliver taget individuelle hensyn til dem. Vi forsøger at tage mest muligt hensyn, men det er desværre ikke muligt at imødekomme alle ønsker. Og sådan har det i øvrigt altid været”.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra formanden for Børne- og Skoleudvalget, Daniel E. Hansen (V).

Han ønsker ikke at udtale sig i enkeltsager, og han forklarer i stedet, at den afgørende faktor for fordelingen af børnene er afstanden mellem familiernes bopæl og skolen.

I optagelseskriterierne fremgår det nemlig, at der er frit skolevalg op til 24 elever i klasserne. Men når antallet af ansøgere overstiger dette, begynder man at se på den fysiske afstand mellem skole og hjemmet.

Børn vil som udgangspunkt være sikret optagelse på en skole inden for 2,5 kilometer fra bopælen, ligesom børn vil være sikret optagelse på en skole, ved skolestart, hvis de har søskende, der allerede går på skolen.

“Vi lytter”

Det er vilkårene, som er indført i takt med, at man fra sidste skoleår fik godkendt forsøgsordningen med at skære antallet af skoledistriker ned til tre.

“Baggrunden er, at vi kunne konstatere, at vi med de mange små skoledistrikter fik ustabile klassestørrelser, hvor antallet af elever varierede meget fra år til år. Det skabte ringere rammer for fagligheden i klassen og økonomien på skolerne. Det går simpelthen ikke, og derfor forsøger vi nu med en model, der sikrer en mere stabil klassedannelse” fortæller Daniel E. Hansen.

Han afviser, at der ikke bliver lyttet til borgernes klager.

“Klagerne bliver naturligvis nøje vurderet og behandlet efter de regler, der gælder for alle. Samtidig skal vi politisk naturligvis lytte til den kritik, der bliver fremført, og tage det med i evalueringen i forhold til de kommende år,” lyder det fra Daniel E. Hansen.

Ifølge udvalgsformanden er det ikke bare ligetil at ændre en beslutning for et enkelt barn.

“Der er 32 ud af 610 børn, der ikke har fået deres førsteprioritet opfyldt, og knap halvdelen af disse har klaget. Det er ikke muligt, at ét enkelt barn kan springe over i køen. Dels ville det være urimeligt overfor de andre familier, der også har et ønske, som de ønsker opfyldt. Dels ville de være i strid med det grundlæggende princip om ligebehandling, der gælder i alle kommunens beslutninger,” siger Daniel E. Hansen og tilføjer:

“Vi har 12 gode og velfungerende skoler i Rudersdal, der hver især gør en kæmpe indsats for at tage godt imod de nye elever. Så uanset hvor man starter, så kan man se frem til en god modtagelse og et godt udgangspunkt for sin skoletid”.

null

Publiceret 24 February 2018 11:30

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV