Efter politiaktion:

Borgmesteren indkalder til borgermøde

Rudersdal Kommune er fortsat en af de mest trygge kommuner at bo i, lyder det fra Jens Ive, som nu indkalder til borgermøde efter stor politiaktion i Bistrup torsdag

Af
Anne Dahl Kristensen

“Vi har haft tre kedelige episoder hen over det sidste års tid, som på ingen måder hænger sammen. Det er et sammentræf af triste og uheldige omstændigheder. Det skaber selvfølgelig bekymring og utryghed, men Rudersdal Kommune og dermed også Birkerød er fortsat et af de mest trygge steder i Danmark,” fortæller borgmester Jens Ive (V).

Udtalelsen kommer efter Københavns Politi, Nordsjællands Politi og PET torsdag gennemførte en stor aktion mod det tidligere nonnekloster Nordvanggaard i Bistrup, som gennem de seneste år har dannet rammen om en række syriske flygtningefamiliers daglige liv.

Læs også: Kæmpe politiaktion ved Nordvanggaard: Flere personer anholdt

Trygt område

Borgmesteren fortæller, at Nordvanggaard ligger i et trygt beboelsesområde, hvor der igennem de seneste år har været en god og naturlig kontakt mellem flygtningefamilierne, områdets øvrige beboere og mange af kommunens frivillige og frivilligeorganisationer. De trygge relationer skal bevares, og derfor inviterer borgmesteren nu til borgermøde.

“Det er helt naturligt, at politiets aktion skaber utryghed, og rejser en række spørgsmål, som jeg ikke kender svarene på lige nu. Det er politiets og PET's opgave. Men jeg vil her og nu opfordre til sammenhold og samtidig invitere naboer og beboer til et møde i den kommende uge, hvor vi kan få skabt rammerne for et fortsat trygt Birkerød og nærområde til Nordvanggaard,” fortæller han.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår borgermødet skal finde sted. Det bliver aftalt mandag morgen.

Der føres tilsyn

Ifølge Nordsjællands Politi blev torsdagens store politiaktion iværksat, fordi politiet havde en formodning om, at der kunne være våben på adressen. Ved torsdagens ransagning blev der dog ikke fundet nogle våben.

På Rudersdal Avis´ Facebook-side er der kommet flere kommentarer i forbindelse med hændelsen, og i en af dem bliver der blandt andet spurgt ind til, hvorfor Rudersdal Kommune ikke fører tilsyn med de steder, hvor flygtninge indlogeres.

Men det gør kommunen, forklarer borgmesteren.

“Vi holder altid vores indlogeringssteder under nøje opsyn, og hvis vi ser noget, der indikerer radikalisering eller lignende, går vi selvfølgelig videre med det, og underretter de relevante parter,” siger Jens Ive, der dog ikke vil oplyse, hvorvidt det har været tilfældet i denne konkrete sag.

Læs også: Politiet ledte efter våben på Nordvanggaard

Rudersdal Kommune har fulgt politiets og PET's indsats tæt, og står klar med kriserådgivning og anden form for hjælp til beboerne. Og generelt fremhæver borgmesteren det samarbejde, der har været omkring Nordvanggaard.

“Vi har siden ibrugtagningen af Nordvanggaard i foråret 2015 haft et forbilledligt samarbejde med borgere i området, frivillige og beboerne på Nordvanggaard,” siger Jens Ive.

Publiceret 09 March 2018 11:30

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV