DEBAT:

Ives rettidige omhu

Jesper Winther Andersen, Høsterkøb Byvej 8, 2970 Hørsholm

Rådgivningsvirksomheden COWI skulle engang undersøge, hvordan folk forholder sig til de mange forsinkelser på Kystbanen. Konklusionen var overraskende. Togpassagerer kan i nogen grad godt leve med, at togene er forsinket – blot de får ordentlig besked.

Efter samme recept har borgmester Jens Ive indkaldt til borgermøde, nu hvor mange borgere er blevet opskræmte, da der var et stort politiopbud ved Nordvanggaard. En række mennesker blev anholdt, men løsladt igen. Og de våben, man angiveligt ledte efter, var ikke til stede. De ændrer dog ikke ved, at en del borgere blev skræmte, ligesom de blev det, da en gal mand for nylig overfaldt sagesløse med en økse på en tankstation.

Tidligere har vi også fået udfordret tryghedsfølelsen efter overfald i Hovedgaden i Birkerød.

Læs også: Menneskejagt: Gal mand med økse angreb ungt par på tankstation

Man kan tale noget op, og man kan tale noget ned. Men man kan jo også sige tingene ligeud. Det er den øvelse, Jens Ive nu vil sætte i værk med sit borgermøde. Og jeg må sige, jeg er stærkt enig. Jeg frygter, at de uheldige episoder spreder en historie om, at Birkerød er et skidt sted. Det synes jeg ikke er tilfældet. Den gale øksemand kunne lige så godt have optrådt på Bornholm, og politiet og PET kunne have ledt efter våben mange andre steder.

Læs også: Politiet ledte efter våben på Nordvanggaard

Nu skete det alt sammen uheldigvis i Birkerød, og vores dejlige by får et skidt rygte. Lad os få talt om det og sat tingene i relief, sådan som borgmesteren lægger op til med sit hurtige initiativ.

Publiceret 10 March 2018 10:16

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV