Ugens Buket:

“Eleverne er mine små stjerner”

Modtageren af denne uges buket er Camilla Garfort, der er lærer for 6.B på Toftevangskolen i Birkerød

Af
Anne Dahl Kristensen

“Camilla er helt speciel, fordi hun ikke bare er vores lærer, hun føles nemlig også som en ven. Hun hjælper os allesammen, fordi hun er interesseret i, hvad vi laver derhjemme og andre ting. Camilla hjælper os ikke kun med dansk, hvis vi er pressede med lektier, giver hun os tit et kvarter til at lave det, hvis vi er færdige med vores dagplan. Og hvis vi har gjort noget godt, roser hun os.”

Sådan skriver Anna Ebro på 12 år, der går i 6.B på Toftevangskolen i Birkerød. Det er hende, der har indstillet Camilla Garfort til at modtage Ugens Buket, fordi hun ganske enkelt gør en stor forskel for eleverne i 6.B, som hun har haft som klasselærer siden de begyndte i 1. klasse.

Desværre er Anna selv bortrejst på ferie i øjeblikket, og hun kunne derfor ikke være til stede ved fredagens overrækkelse. I stedet har hun sendt en videohilsen hjem fra Australien, som også blev vist for den overraskede lærer ved overækkelsen. Det fremkaldte tårer hos den unge lærer, der kun har rosende ord tilovers for sine elever.

Stor anerkendelse

“De er mine små stjerner, og der er verdens bedste klasse. Jeg er meget rørt, og jeg synes, det er virkelig flot gået af eleverne. Det er jo den største anerkendelse, jeg kan få,” fortæller Camilla Garfort og fortsætter: “Eleverne har jo været en stor del af min hverdag i de sidste seks år, og jeg har lagt meget vægt på relationsdannelsen. Det har været meget vigtigt for mig, at eleverne altid ved, at jeg har deres ryg, og at jeg vil gå en ekstra mil for dem,” fortæller læreren, der har haft 6.B i fagene dansk, idræt, historie og kristendom igennem årene.

I hvert fald har Camilla gjort indtryk på sine elever. Foruden det allerede nævnte skriver Anna Ebro yderligere i sin indstilling: “Camilla her fortjent at få denne buket, fordi jeg synes, hun gør et stort stykke arbejde i at lære os noget. Lige nu er hun klasselærer for to klasser. Det må være hårdt, men hun formår stadig at gøre undervisningen rigtig spændende og sjov. Hendes timer er specielle, fordi vi har meget bevægelse, og vi lærer stadig en hel masse,” skriver Anna Ebro og fortsætter:

Eleverne i 6.B påToftevangskolen holder af deres lærer Camilla Garfort, som de desværre snart må sige farvel til.

Eleverne i 6.B påToftevangskolen holder af deres lærer Camilla Garfort, som de desværre snart må sige farvel til.

Verdens bedste lærer

“Camilla er en rigtig sjov lærer. Det er blandt andet hendes skyld, at vi blev danmarksmestre i historie sidste år. Camilla hjælper dem, der har det lidt svært, og hun hjælper ligeså meget dem, der har det lidt nemmere. Alle elsker bare Camilla. Hun er den bedste lærer i hele verden.”

Derfor er eleverne i 6.B også ærgerlige over, at de skal sige farvel til Camilla til sommer, hvor de rykker op i 7. klasse og dermed skal begynde i udskolingen. Og savnet er gengældt.

Hvem skal have en buket?

Skriv til os og fortæl, hvorfor netop den person, du indstiller, har fortjent en buket blomster

Send os en e-mail på redaktion@rudersdalavis.dk eller send dit brev til Rudersdal Avis, Gl. Lundtoftevej 1B, 2800 Kgs. Lyngby
Husk at skrive navn, adresse og telefonnummer både på den, du indstiller og på dig selv, så vi har mulighed for at følge op på indstillingen

Publiceret 13 March 2018 11:45

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV