Fra drop-out til direktør:

Nicolas imponerer i Løvens Hule

Trods flere mislykkede forsøg på at gennemføre en uddannelse står 26-årige Nicolas Kirk Jørgensen, der har rødder i Birkerød, nu i front for eget firma, og sammen med sine tre kompagnoner imponerer han i øjeblikket flere investorer

Af
Anne Dahl Kristensen

Tirsdag aften kunne man opleve Nicolas Kirk Jørgensen sammen med sine tre forretningspartnere i DR-programmet Løvens Hule. Her lykkedes det dem at få overbevist to af investorerne til at åbne for pengepungen og skyde kapital i deres firma Statum. 500.000 kr. fik drengene med sig derfra.

Og det er ikke de eneste investorer, som Nicolas Kirk Jørgensen og det øvrige team har imponeret. Allerede inden optagelserne til programmet var en anden investor interesseret, og de fire unge iværksættere er også blandt vinderne i Berlingske Business idekonkurrence, Berlingske Business Boost.

Sammen har de fire unge mænd udviklet HR-portalen og rekrutteringsfirmaet Statum, der i korte træk bygger på konceptet om, at man vil matche jobansøgere og virksomheder på værdier frem for udelukkende faglige kvaliteter. Dermed er det tanken, at der kan spares tid og ressourcer på behandling af ansøgninger, fordi man hurtigere får skabt et billede af, hvilke kandidater og virksomheder, der passer sammen.

Fraværet stikker af

Nicolas Kirk Jørgensen er direktør for firmaet. Men det har langtfra ligget i kortene, at han skulle være iværksætter. Bag sig har han nemlig en historie med flere mislykkede uddannelsesforsøg.

“Jeg er det, man nok vil kalde for en gennemsnitlig middelklassedreng. Jeg er vokset op i Birkerød i et akademikerhjem. Jeg lavede mine lektier og spillede computer, og livet var godt, omend lidt kedeligt. Efter folkeskolen fulgte jeg den gængse opfattelse af, at det nok var en god ide at få en uddannelse, og jeg begyndte derfor på Birkerød Gymnasium. Men næsten samtidig fik jeg job på McDonalds i Birkerød, og jeg fik øjnene op for, at det var sjovt at tjene penge. Så jeg arbejde 37 timer om ugen, festede lidt for meget, og fik hurtigt et højt fravær,” fortæller Nicolas og fortsætter;

“Halvvejs inde i 2.G ramte jeg en krise. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var særlig glad for gymnasiet, og at jeg ikke var til det boglige, hvorefter jeg droppede ud.”

Sammen har de fire venner stiftet firmaet Statum, der har som ambition at revolutionere rekrutteringsbranchen. Pressefoto

Sammen har de fire venner stiftet firmaet Statum, der har som ambition at revolutionere rekrutteringsbranchen. Pressefoto

Følger normen

I stedet kastede den unge Birkerød-dreng sig over fuldtidsarbejdet på McDonalds og senere på tankstationen Shell, imens han også flyttede i egen lejlighed på Byagervej i Birkerød.

“Efter lidt oprør besluttede jeg mig for, at det var nok, og at jeg hellere måtte begynde på gymnasiet igen. Denne gang blev det dog på handelsgymnasiet i Lyngby, fordi jeg havde fundet ud af, at det med at bygge et firma var langt mere interessant end oldtidskundskab og historie. Men selvom jeg var blevet tre år ældre, var jeg ikke blevet tre år klogere, og jeg var stadig lige så dårlig til at gå i skole som på Birkerød Gymnasium. Jeg kom dog igennem studiet med røven i vandskorpen,” fortæller han og fortsætter:

“Og jeg havde stadig forestillingen om, at jeg hellere måtte få en uddannelse.”

Derfor søgte han ind på Roskilde Universitet (RUC), hvor han ville læse journalistik. Det gik heller ikke, og efter en afstikker tilbage til McDonalds i Birkerød gav han uddannelsen på CBS et sidste forsøg. To måneder senere var han droppet ud igen. Til gengæld klarede han sig godt på arbejdsmarkedet.

Død over jobansøgninger

“Jeg kunne efterhånden se, at uddannelse ikke var vejen frem for mig. Jeg måtte arbejde i stedet. Og det ledte mig frem til en stilling som sælger i et annoncebureau og senere i et andet firma, hvor jeg arbejdede med forretningsudvikling. Pointen er, at jeg landede i et arbejdsmiljø, der ikke var sundt, og det fik mine venner og jeg til at tænke over, at det nok ikke er et enestående tilfælde. Jeg har altid været drevet af at ville ændre tingene til det bedre, og det var også tilfældet her. Vi tænkte over, hvordan vi kunne gøre noget for at forbedre arbejdsmiljøet og skabe bedre arbejdspladser,” lyder det fra iværksætteren.

Svaret blev, at hvis man allerede i rekrutteringsprocessen kan gennemskue, hvem folk er, hvilke værdier, de lægger vægt på i deres arbejdsliv, og det samme for arbejdsgiveren, så kan man matche folk bedre. Derfor oprettede de sammen firmaet Statum i begyndelsen af 2017.

“Jeg har selv ansat folk, og man kan ikke ud fra en jobansøgning gennemskue, hvem folk er. Derfor vil vi gøre forventningsafstemningen endnu bedre fra start, så man undgår, at ansættelsen går galt en ud af fem gange, som det er tilfældet i dag,” fortæller Nicolas og tilføjer: “Hvis det står til mig, skal jobansøgningen helt slås ihjel.”

Udfordrer det gængse

Hvorvidt det bliver tilfældet, er endnu uvist. Men i hvert fald har de fire unge mænd i øjeblikket masser af medvind, og firmaet er i fuld udvikling.

“Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 21 år, havde jeg aldrig sagt, at jeg skulle være iværksætter. For jeg havde ganske enkelt ikke forestillet mig, at det ville være en mulighed. I dag kan jeg se, at jeg har haft udfordringer med at passe ind i uddannelsessystemet. Nu vil jeg gerne udfordre tankegangen om, at alle per automatik skal have en uddannelse, for faktum er, at rigtig mange også er overuddannede og sidder med en uddannelse, som de ikke kan bruge til noget,” fortæller Nicolas, der udover at have stablet et firma på benene også venter sit første barn.

Det manglende eksamensbevis har indtil videre ikke spændt ben for den unge iværksætter. Og ambitionerne hos den unge entreprenør er store.

”Vi vil eje alle rekrutteringer i verden,” lyder det fra den unge direktør.

Publiceret 16 March 2018 11:30

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Rudersdal Avis
SENESTE TV

Operacafé på Mariehøj

musik Rudersdals eget operakompagni er på hjemmebane, når de kommer til Kulturcenter Mariehøj. Det gør de søndag 29. april og søndag 6. maj. Begge dage er det klokken 15, hvor der også serveres kaffe og kage i caféen på Kulturcenter Mariehøj. Operakompagniet hedder Opera Nordsjælland og i efteråret ’17 opførte kompagniet tre opførelser af operaen Cavalleria Rusticana i blandt andet Sorgenfri Kirke, men nu er de tilbage på hjemmebanen. Koret består af amatører fra hele Nordsjælland, og desuden medvirker to unge fremadstormende solister, hovedrolleindehavere fra Cavalleria Rusticana, sopranen Simone Sand Victor og tenoren Andreas Bigom. Musikken består af klip fra populære operaer, operetter og musicals, der er kædet sammen af Opera Nordsjællands faste instruktør Kirsten Schultz Hansen. Kostumerne står Marianne Martins for, og ved flyglet sidder Laurits Dragsted, og for den musikalske ledelse står Opera Nordsjællands korsyngemester Paul Frederiksen. Billetter købes på Billetto.dk.

Marked for kunst og håndværk

markedsdag For andet år i træk åbnes dørene for Vedbæk Design og Kunsthåndværkermarked. “Kom og nyd et par hyggelige timer i vores lyse lokaler, hvor lækkert design og godt håndværk er gået sammen i skøn forening. Mød designeren og kunsthåndværkeren og få historierne bag produkterne,” skriver Følsgaard Design, der er arrangør af markedet, der løber af stablen 5. og 6. maj fra 10 til 16. På markedet er der cirka 20 stande, men der er arbejdet hårdt på, at diversiteten er så høj som mulig. Man kan se smykker, børnetøj, keramik, pyjamaser og anden form for tekstildesign. Der vil også være muligt at se glaskunst, træ-skulpturer og smage på forskellige former for kaffe. Det koster 10 kroner at komme ind - børn under 12 år er gratis. Hvis man tager et billede af denne artikel og viser den i indgangen kommer man gratis ind. Markedet finder sted på Vedbæk Stationsvej 18.

Længere vej til valgfag

Folkeskolen Forleden holdt Børne- og Skoleudvalget møde, og her var det kommende skoleårs valgfag på dagsordenen. På mødet principgodkendte man, at der mellem skolerne udarbejdes en valgfagsmodel, samt at der i de tre skoledistrikter undersøges, hvilke muligheder der er for et samlet fælles valgfagsudbud. “Vi har i de senere år motiveret skolerne til at samarbejde om valgfag for at få et bredere udbud af valgfag. En to-sporet skole kan på en given årgang typisk ikke magte mere end to-tre valgfag,” siger udvalgets fungerende formand Jens Darket (V). I indeværende skoleår har der været samarbejde mellem Ny Holte Skole og Dronninggårdskolen samt mellem Trørødskolen og Vedbæk Skole, men fremover skal alle skoler indgå i samarbejder i de tre nyetablerede skoledistrikter. Det betyder, at eleverne selv skal transportere sig frem og tilbage mellem skolerne, hvis de vil have lov at vælge mellem alle udvalgte valgfag. “Det, at eleverne selv skal transportere sig, er helt uproblematisk. Der er maksimal tre kilometer mellem de skoler, som samarbejder,” siger Jens Darket. Fortsættes side 2 Der bliver ingen fælles kørsel eller service fra skolens side, hvis man vil gå til valgfag på en naboskole. “Eleverne forventes at transportere sig selv på gåben eller på cykel. De er naturligvis også velkommen til at benytte bus, men derved opnår de ikke den samme fysiske udfoldelse og de fordele det giver i forhold til øget læringsparathed. Vi forventer egentlig, at eleverne på sigt kan transportere sig indenfor hele det skoledistrikt de er tilknyttet,” uddyber formanden. Sikker skolevej Susanne Fris er skolebestyrelsesformand på Bistrupskolen. Hun kender ikke til forslaget og det er ikke noget, der er drøftet i skolebestyrelsen. Susanne Fris mener, der kan være problemer, hvis børnene skal hen på andre skoler end deres egen for at tage et valgfag. “Jeg har ikke set forslaget fra Børne- og Skoleudvalget, og vi har på Bistrupskolen ikke diskuteret det som et emne på vores dagsorden, men vi har da talt lidt løst om det. Da vi ikke har haft det oppe som et emne, kan jeg ikke udtale mig på bestyrelsens vegne, om vi synes det er en god ide eller ej, men personligt, ser jeg et problem i, at eleverne skal transportere sig selv rundt, uden voksenopsyn. Det kommer selvfølgelig an på elevernes alder, og på afstanden. Er det de ældste elever, og det kun er til en naboskole - og der er en sikker vej dertil, vil det for mig personligt være ok, med et enkelt fag om ugen, i en ydertime for eksempel,” siger hun. På Trørødskolen er Charlotte Koch Hess formand. Hun er ikke så skeptisk som sin kollega Susanne Fris. “I sparetider er man nødt til at lave fyldte valgfagshold. Derfor tænker jeg, at det er en god idé, at vi på Trørødskolen tilbyder valghold i samarbejde med de øvrige skoler i vores nærområde. På den måde bliver udbuddet større og af højere kvalitet. Og i valgfag skal der være mulighed for at vælge efter interesse,” siger hun. At eleverne må op på cyklen eller ind i bussen bekymrer ikke hende. “Det ser jeg ikke som en stor udfordring. Det er jo noget, de vælger efter interesse og så er eleverne jo motiverede for det. Det er jo ikke små børn, vi taler om, men elever i 7.-9. Klasse. Og synes man, det er et problem, så er der jo en mulighed for at vælge et valgfag på sin egen skole,” siger hun. Skoleleder: Helt fint Skoleleder Søren Wadt fra Ny Holte skole har også kun godt at sige om forslaget. Han - og kommunens andre skoleledere har sammen med forvaltningen udarbejdet forslaget. “Skolelederne har været en del af en arbejdsgruppe, der har set på mulighederne for øget samarbejde i distrikterne. Vi er herefter blevet præsenteret for forventningen om samarbejde. Derefter har vi selv sat gang i samarbejdet på tværs af Kongevejen,” siger han om samrbejdet mellem skolerne i hans distrikt. Søren Wadt er ikke bekymret for at hans elever skal blive udsat for farer i trafikken. Afstandene i hans distrikt er ikke større end eleverne kan klare det. “Vi taler om elever fra 7. – 9. klasse og i den aldersgruppe forventer vi, at de kan færdes sikkert i trafikken. I vores tilfælde er det jo i øvrigt virkelig kort afstand og en helt sikker vej. De afstande vi har i vores distrikt er i min optik ikke større end eleverne fint kan transportere sig selv. Forslaget blev fremlagt for kommunalbestyrelsen onsdag aften, som derved tager stilling til sagen. Her er de nye valgfag Skolerne har indsendt ønsker om at få godkendt valgfag og fagene byder på meget vid variation. Der er noget for enhver smag. De valgfag der blev fremlagt er: Ÿ Robotteknologi og lego Ÿ Brætspil Ÿ Orientering og journalistik Ÿ Samtidskunst – laboratorium Ÿ Litterær salon Ÿ Innovation og bæredygtighed Ÿ Kodning, E-sport og it Ÿ Samfundsfag og demokrati Ÿ Økonomi Ÿ Bridge Ÿ Internationalisering Ÿ Friluftsliv Ÿ International politik og finans Ÿ Boost @Fakta Brod Weekend3:Fra skoleåret 2014/15 blev valgfag fremrykket til 7. klasse og gjort obligatorisk for eleverne med et årligt vejledende timetal på 60 timer.

Elev:

Større afstande giver udfordringer

Valgfag De voksne i skolebestyrelser, politikere og på skolelederkontorerne synes den nye idé med flere valgfag spredt på flere skoler er en god idé. Men hvad synes eleverne? Vi har spurgt elevrådsformanden på Vedbæk Skole, Eva Morell Sonne, om hendes syn på forslaget. Hvad synes I om at skulle hen på en anden skole for at have valgfag? Det er meget vigtigt for mig at kommunikationen mellem skolerne er i orden. Det kan blandt andet være i tilfælde af aflysning eller anderledes mødetider. Vil I vælge efter hvor langt der er, eller efter hvad der interesserer jer? Hvis der er et valgfag, der rammer plet ud fra mine interesser, vil jeg selvfølgelig vælge det ud fra min interesse. Hvis der derimod ikke er noget, der rammer lige i øjet, vil jeg vælge ud fra afstanden og ud fra mine klassekammeraters valg. Er det med valgfag noget, I har talt om i elevrådet? Vi har selv haft valgfagsordningen i år fra 7.-9. klasse, og den ordning har på flere måder ikke fungeret optimalt.