DEBAT:

For god ordens skyld: Vi mener (stadig) kirkegårdstaksterne er for høje

Af Den konservative kommunalbestyrelsesgruppe (Kenneth Birkholm, Birgitte Schjerning Povlsen, Christoffer Buster Reinhardt og Jakob Kjærsgaard)

Det er faldet flere lokalpolitikere, herunder Court Møller fra Det Radikale Venstre, for brystet, at vi konservative tillader os både at mene og ytre, at kirkegårdstaksterne er for høje.

Court Møller føler sig kaldet til at bringe en rettelse i lokalavisen; ”Konservative mener kirkegårdstaksterne er for høje – men det hænger ikke sammen med at de selv stemte for budgettet hvor taksterne blev hævet”.

Kære Court. Vi stemte alle sammen for et budget hvor der blev skåret dybt. Vi stemte for nedskæringer på skolerne, i hjemmeplejen og i institutionerne. Med din logik og retorik skulle vi nu påstå, at Det radikale Venstre er for nedskæringer på børne- og skoleområdet – for det har du jo selv stemt for.

Læs Court Møllers debatindlæg her

Det kunne vi ikke drømme om. Vi har respekt for partier og politikere der tager ansvar – også når det kræver, at der skal stemmes for et svært budget. Men vi har ikke meget respekt for det useriøse indlæg du bragte i Lokalavisen i sidste uge.

I Det Konservative Folkeparti ønsker vi en åben og fri debat om alle politiske emner. Vi ønsker ikke at partierne fedtspiller og putter med politikken og holdningerne. Kun via en åben og ærlig debat kan vi udvikle Rudersdal til størst gavn for borgerne.

Hvad mener resten af partierne? 

Vi tror sagtens Rudersdals borgere kan forstå, at et budget er en stor samling af kompromiser. Bliv nu ikke overrasket når vi ved årets budgetforhandlinger stadig mener kirkegårdstaksterne er for høje.

Publiceret 09 April 2018 18:00

SENESTE TV