Ny sportschef vil gå samarbejdets vej

Lucas Hjorth er netop tiltrådt som sportschef i Holte Tennisklub, og han er en mand med masser af idéer

Af
Thomas Schiermacher

Lucas Hjorth er netop tiltrådt som sportschef i Holte Tennisklub, og den kun 24-årige nyansatte chef i klubben har masser af idéer til, hvordan klubben kan udvikle sig til gavn for de omtrent 800 medlemmer og sporten som helhed.

”Vi er allerede godt i gang med arbejdet af en ny struktur, også på det organisatoriske i klubben. Bestyrelsen er fortsat afhængige af at kunne uddelegere flere opgaver i udvalg, og i den proces er jeg en nøgleperson,” siger Lucas Hjorth, da vi møder ham få dage efter, at han er startet på jobbet i Holte Tennisklub.

Lucas Hjorth har selv spillet tennis på højeste niveau i Danmark, og han blev i 2017 kåret som 'Årets træner i Danmark'. I årevis har han arbejdet som træner rundt om i klubber i Nordsjælland. Så han ved, hvad der kræves for at få gjort de bedste bedre, men fokus skal ikke kun være der i den traditionsrige tennisklub. Bredden skal med, og selv om det kniber med baneplads til tider, så er det vigtigt at fastholde medlemmerne.

Derfor vil Lucas Hjorth gerne gøre forholdene bedre for både bredden som eliten.

”Vi skal have bedre og mere breddetræning på hold, så vi får skabt mere socialt sammenhold i en sportsgren, der ellers godt kan være meget individualistisk,” siger han.

Og der har han endnu et initiativ på tegnebrættet. Klubben skal organisere en løbeklub, hvor alle medlemmer kan komme og løbe sammen på tværs af alder og tennisniveau.

”Det skal være for alle. Så kan børn og forældre og alle andre mødes og løbe og lære hinanden at kende på kryds og tværs,” siger han.

Forsigtige visioner

Lucas Hjorth drømmer også stort. Der er mangel på træningstider og baner i hele Rudersdal, og det kan man måske afhjælpe ved at samarbejde mere mellem klubberne i kommunen.

”Vi har gode, pæne faciliteter, men vi må konstatere, at vi er nødt til at sende vores medlemmer udenfor kommunen for at kunne tilbyde indendørstræning, hvorfor det er vitalt, at der tilkommer flere indendørsbaner i kommunen. Dertil er der ind imellem folk, der gerne vil spille sammen på kryds og tværs af klubberne. Det kunne vi måske løse ved at lave en form for fælles overordnet medlemskab, der gjorde det muligt. Det vil give en bedre udnyttelse af ressourcerne generelt,” mener sportschefen.

Og samarbejde kunne være en mulighed på flere niveauer. Også træning, hvis man deles om en tennistræner, der kan flytte sig fra klub til klub eller andre områder.

Ideerne strømmer fra den nyansatte sportschef. Uden for døren står en spiller klar, der skal til spillersamtale, og interviewet er forbi.

Publiceret 10 April 2018 11:00

SENESTE TV