Snart kan unge under 16 år igen gå alene ind på bibliotekerne

Den indførte aldergrænse på 16 år for brug af de selvbetjente biblioteker rammer de forkerte, og derfor besluttede Kultur- og Fritidsudvalget onsdag at rulle initiativet tilbage

Af
Anne Dahl Kristensen

Støjende børn, der forstyrrer de andre brugere af bibliotekerne, og unge der anvender lokalerne til forfester. Det har været udfordringen på flere af kommunens biblioteker.

Derfor besluttede man tilbage i februar i Kultur- og Fritidsudvalget, at der skulle indføres en aldersgrænse på 16 år i forbindelse med brug af de selvbetjente biblioteker, så det kun var unge over denne alder, der kunne gå alene ind på bibliotekerne efter normal åbningstid.

Ordningen blev indført på alle biblioteker på nær Holte Bibliotek, hvor der ikke har været problemer. Men det viser sig nu, at aldersgrænsen ikke har den ønskede effekt.

I stedet spænder ordningen ben for børn og unges normale brug af biblioteket. Især på de små biblioteker.

“På de små lokalbiblioteker (Vedbæk og Nærum, red), hvor den betjente åbningstid er betydeligt kortere end for de andre biblioteker, er konsekvensen, at børn og unges tilgængelighed til de lokale biblioteker hindres i et ret stort omfang,” lyder det i dagsordenen for onsdagens møde i Kultur- og Fritidsudvalget.

Og formanden for udvalget, Kristine Thrane (S) tilføjer:

"Vi erkender, at vi var for hurtige til at træffe denne beslutning, og vi fik ikke tænkt over den korte åbningstid, som der er på især Nærum og Vedbæk Biblioteker. Det har ramt de børn, som faktisk har stor nytte af biblioteket. Især i Nærum er der nemlig et godt samarbejde mellem skole og bibliotek, men med aldersgrænsen har børnene ikke kunne få adgang i den selvbetjente åbningstid. Og det er ikke intentionen, vi vil meget gerne have at borgerne bruger bibliotekerne."

Derfor valgte medlemmerne af udvalget onsdag at ophæve aldersgrænsen og gå tilbage til det oprindelige udgangspunkt. 

"I stedet sætter Ung i Rudersdal ind en skærpet indsats på dette område, og så håber vi, at vi kan afhjælpe problemet på den måde. For vi er godt klar over, at hvis problemerne fortsætter, er vi nødt til at lave en kortere åbningstid for de selvbetjente biblioteker i weekenden," lyder det fra Kristine Thrane.  

Aldersgrænsen på de 16 år for den selvbetjente åbningstid bliver ophævet snarest. 

Publiceret 12 April 2018 11:00

SENESTE TV