Nu kan du dyrke E-sport i Rudersdal Boldklub

RBK hopper med på e-sport-trenden og opretter en ny fraktion, der skal danne rammen for udfoldelser foran skærmen

Af
Thomas Schiermacher

”Rudersdal Boldklub kan - med stor stolthed - sige at vi nu er en klub, der har vores egen e-sport fraktion!”

Sådan lyder beskeden til klubbens medlemmer i en mail.

Rudersdal Boldklubs E-sport-fraktion får navnet eRBK, og fraktionen rummer alle alle digitaliserede spil på alle platforme, skriver klubben, der håber at afholde egne turneringer, enten i klubhuset, hjemme eller online.

”Vi ser meget gerne, at forældre melder sig under fanerne. Hvis man ønsker at arrangere en lille intern turnering, kan man gøre det, som man vil. Vi har jo fri råderet over alle lokaler på Vedbæk Stadion, så det vil være et oplagt sted at afholde det,” skriver klubben.

Rudersdal Boldklub oplyser, at der er flere gode grunde til at oprette en e-sportafdeling. Blandt andet skal det give socialt sammenhold og fordi, der er så stor interesse blandt unge for e-sport håber Rudersdal Boldklub, at det nye initiativ kan være med til at fastholde de unge medlemmer og tiltrække nye.

Hvis man er interesseret kan man kontakte Rudersdal Boldklub eller læse mere på hjemmesiden www.rudersdalboldklub.dk

Klubbens maskot har allerede fået ny e-sporttrøje på.

Klubbens maskot har allerede fået ny e-sporttrøje på.

Publiceret 13 April 2018 09:45

SENESTE TV