DEBAT:

Travlhed på Borgerservice

Af Hans Jeremiassen, Vedbæk Strandvej 333A, 2950 Vedbæk

Af Rudersdal kommunes hjemmeside fremgår det, at der for tiden er meget travlt på Borgerservice, og man anbefaler, at bl.a. fornyelse af kørekort udsættes lidt, og der henvises til et link med reglerne for fornyelse af kørekortet.

Linket er dog meget mangelfuldt, idet det intetsteds fremgår, at man kun kan forny kørekort tidligst tre måneder før udløb. Jeg ved dette af erfaring, idet fornyelse efter en times ventetid resulterede i fremsendelse af et førerbevis med nøjagtig samme udløbsdato som det afleverede, og først ved telefonisk kontakt til kommunen blev de administrative regler oplyst.

Retfærdigvis skal det dog oplyses, at kommunen refunderede de betalte 130 kr., men det er spild af min og kommunens tid.

Publiceret 16 April 2018 08:00

SENESTE TV