Tidligere elev:

“BG lærer sine elever at være medskabere”

Som studerende på Birkerød Gymnasium blev David Hansen i sin tid mødt med en frihed til at sætte nye ting i gang, og de oplevelser har givet ham en særlig form for ’handleselvtillid’, der har været afgørende for hans videre vej

Af
Anne Dahl Kristensen

“For lidt over et år siden så et par venner og jeg i dagbladene, at Middelgrundsfortet var til salg for 16,4 mio. kr., og at man derved kunne købe sin egen ø. Vi var aktive i spejderbevægelsen, og vi syntes, den ø så fed ud. Umiddelbart er den første tanke jo, at det er fuldstændigt urealistisk projekt at realisere sådan et køb, men det er det ikke. Første skridt er, på samme måde, som det var, da vi ville starte et skoleblad her på Birkerød Gymnasium, at finde ud af, om vi kunne få støtte fra nogen? Og ja, der var nogen, der syntes, det var en god ide. Efter en måneds tid lykkedes det os at købe Middelgrundsfortet, ligesom vi nu har fundraiset 145 mio. kr. til at renovere øen for.”

Sådan fortalte David Hansen om et af sine seneste projekter, da han som tidligere elev fredag holdt tale ved Birkerød Gymnasiums 150 års jubilæum. Og det var ikke tilfældigt, at han netop fremhævede eksemplet med købet af Middelgrundsfortet i sin tale. For ifølge ham selv, er netop den situation et glimrende eksempel på, hvad han har lært i sin tid på Birkerød Gymnasium.

Læs også: Birkerød Gymnasium fejrer 150 års jubilæum

“Det geniale ved købet af øen er, at det ikke skal være en ø til spejderbevægelsen. Det skal være en ø til ungdommen, og derfor får den også navnet Ungdomsøen. Den har ét formål, nemlig at være platform for, at unge mennesker kan sætte nye samfundsbevægelser i gang.

Præcis på samme måde, som jeg oplevede her på Birkerød Gymnasium, da jeg selv gik her. For jeg oplevede et fællesskab blandt folk, hvor man var optaget af at gøre hinanden bedre og sætte nye ting i gang, som kunne række ud over de elever, der gik der her og nu. Det er det, som Birkerød Gymnasium kan, og det skal Birkerød Gymnasium også kunne i fremtiden,” sagde David Hansen i sin tale.

Se billedserie fra jubilæumsdagen her

Medskaber frem for forbruger

I sin tid på Birkerød Gymnasium var David Hansen blandt andet med til at oprette skolebladet, ligesom han var formand for elevrådet. Efterfølgende søgte han direkte videre til DTU, og han har i dag job som Assistant Professor ved Aalborg Universitet. Han har en Ph.D., og arbejder som forsker i bæredygtig produktion. Blandt andet er han netop hjemvendt efter en måned i Myanmar, hvor han arbejder med at løfte arbejdsforholdene i tøjproduktionen i landet. Og så er han formand for spejderbevægelsen i Danmark.

Og meget af det kan tilskrives de erfaringer, han gjorde sig i Birkerød, fortæller han.

“I stedet for at være forbruger af skolens tilbud, blev vi medskabere af stedet. Og den oplevelse har haft stor betydning for min videre udvikling. Min tid i gymnasiet gav mig selvtilliden til at sige, at hvis jeg har lyst til at starte et projekt, så kan jeg gøre det. Det gav mig den rette basis for at være deltager og samskaber i et demokrati, og jeg lærte at engagere andre. Man kan vel kalde det for en form for handleselvtillid, som jeg har taget med mig videre,” fortæller David Hansen.

David Hansen blev student fra Birkerød Gymnasium i 2004, og han kommer fra Birkerød, men bor i dag på Amager.

Tiden på Birkerød Gymnasium har betydet meget for David Hansen videre vej i livet. Han har fået en særlig handleselvtillid og evnen til at sætte ting i gang med videre. Det fremhævede han i sin tale fredag. Foto: Anne Dahl Kristensen

Tiden på Birkerød Gymnasium har betydet meget for David Hansen videre vej i livet. Han har fået en særlig handleselvtillid og evnen til at sætte ting i gang med videre. Det fremhævede han i sin tale fredag. Foto: Anne Dahl Kristensen

null

Publiceret 17 April 2018 11:00

SENESTE TV