Overlegen sejr til Holtes Annika Langvad ved DM i mountainbike.
Af Lars Olrik
Det blev til både guld og sølv til Holte MTB Klubs eliteryttere ved årets danske mesterskaber i MTB XCO, som blev afholdt i Rude Skov.
I kvindernes eliteklasse viste Annika Langvad med en suveræn sejr endnu en gang, at hun er Danmarks stærkeste, kvindelige mountainbikerytter.
Lige til landsholdet
"Det gik som det skulle, selvom jeg godt kunne mærke lidt træthed efter at have kørt mange løb på de seneste. Nu skal jeg holde to ugers pause, inden jeg skal forberede mig til VM," udtalte en glad Annika Langvad efter løbet.
På baggrund af årets resultater har Dansk Cycle Union (DCU) udtaget Annika Langvad til at repræsentere Danmark ved VM i Canberra, Australien til september.
Jens med helt fremme
I herrernes eliteklasse lykkedes det Holtes Jens Gorm Andersen at vinde sølv i et meget stærkt felt , der blandt andet talte OL-deltager fra 2008 Klaus Nielsen.
Klubkammeraten Henrik Andersen kæmpede sig ind på en flot sjetteplads trods mekaniske problemer, mens Simon Tarp Jensen fra Team Webike løb med sejren.