Tesla Model 3 blev med 387 eksemplarer den mest solgte elbil herhjemme i årets første kvartal. Foto: Tesla

Tesla Model 3 blev med 387 eksemplarer den mest solgte elbil herhjemme i årets første kvartal. Foto: Tesla

Nu rykker salget af elbiler – Tesla er i front

Den helt nye Tesla Model 3 blev den mest solgte elbil i Danmark i første kvartal af 2019

Af
Jens Overgaard

salg Det er blevet forår i elbilbranchen, hvor de mange nye modeller sætter deres præg på salgslisterne.

Det gælder også den nye Tesla Model 3, som ikke alene blev den mest solgte elbil i marts med 306 biler, men også med et tal på 387 stk. bliver den mest solgte i årets første kvartal.

Hyundai Kona Electric kom ind på en andenplads med 208 biler. Foto: Jens Overgaard

Hyundai Kona Electric kom ind på en andenplads med 208 biler. Foto: Jens Overgaard

Her besætter den nye Kona Electric andenpladsen med 208 stk., mens klassikeren Nissan Leaf er nummer tre med 79 biler.

Den noget bedagede Renault Zoe, som importøren har kørt kampagne på, kommer ind som nummer fire med 79 stk., mens den netop introducerede Kia e-Niro lander på femtepladsen med 56 biler. Samlet set er der solgt 1.006 elbiler i de første tre måneder af 2019, heraf alene 530 biler i marts, så vi nu nærmer os det samlede salgstal for 2018, som var på 1.545 biler.

Det var afklaringen omkring årsskiftet, som betød, at afgiften holdes i ro på elbiler over 400.000 kr., samt især nye modeller til mere folkelige priser, der har sat mere gang i salget.

Mere ro på

Gunni Mikkelsen, som er direktør for De Danske bilimportører, konstaterer, at der nu er kommet mere ro på markedet.

"Sidste år var præget af tumult med nye afgifter på elbiler og plug-in hybrid. De seneste politiske tiltag har skabt ro, og danskerne er begyndt at være trygge ved at købe nul-og lavemissionsbiler, hvilket også tydeligt afspejles i salgsudviklingen for elbiler og plug-in hybrid," siger Gunni Mikkelsen.

Under én kam er Tesla med 413 biler det mest solgte mærke i første kvartal fulgt af Hyundai med 255 biler og Nissan med 90 biler de mest solgte.

Der er endnu tale om forholdsvis små tal, og salgslisterne afspejler i høj grad leveringssituationen for de enkelte modeller. Således kommer der i de næste par måneder helt givet nummerplader på en række Audi e-tron-og Kia e-Soulmodeller foruden e-Niro, som kom ud til forhandlerne i marts.

Samtidig kunne Hyundai have indregistreret langt flere Konaer, men der er adskillige måneders leveringstid på den.

Gammel kending tilbage

Bilsalget var også højt blandt de almindelige bilmodeller. Den mest sælgende bilmodel i marts er en gammel kending, nemlig Nissan Qashqai, som med 1.488 biler solgte næsten dobbelt så mange som Peugeot 208, der med 819 eksemplarer kom ind som nummer to efter at have været helt væk i februar. Den blev fulgt af Toyota Yaris, Renault Clio og Ford Focus.

Billedtext:

Billedtext:

Billedtext: Nissan Leaf blev nummer tre med 78 biler. Foto: Nissan

Fakta: TOP-10 ELBILER 1. KVARTAL

1. Tesla Model 3.387

2. Hyundai Kona Electric 208

3. Nissan Leaf 79

4. Renault Zoe 79

5. Kia e-Niro 56

6. Hyundai Ioniq 47

7. BMW i3 42

8. Jaguar i-Pace 35

9. Tesla Model S 20

10. VW e-Up 14

Kilde: De Danske Bilimportører.

Publiceret 08 April 2019 15:56