Der er så dejligt derude på landet ... 
politikerne vil lave strenge restriktioner i ny lokalplan. beboerne stritter imod.
Der er så dejligt derude på landet ... politikerne vil lave strenge restriktioner i ny lokalplan. beboerne stritter imod.
Foto: Rudersdal Kommune
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Borgere på barrikaderne i Sandbjerg: Ny lokalplan for restriktiv

Husejere i Sandbjerg vil bekæmpe et nyt lokalplanforslag, der har regler for alt fra terrasserne størrelser til, hvilke træer man må plante

Fuglene synger. Ryttere sidder højt til hest på hestene, der skridter i vejkanten på vejene. der bugter sig gennem landskabet. Der er smukt og idyllisk i Sandbjerg.

”Det er derfor folk er flyttet hertil. Alle der bor herude, bor her fordi de holder af det åben land og naturen. Der er ingen her, der drømmer om skyskrabere.” Ordene er Christian Fischer Trollo's. Han ejer selv en mindre landejendom, som han driver ved siden af sit arbejde, som konsulent og virksomhedsejer. Han er oprevet over udsigten til, at kommunalbestyrelsen i Rudersdal med en ny lokalplan vil gribe ind i hans og resten af beboerne i Sandbjergs frihed til at bestemme på egne matrikler.

”De har lagt et meget komplekst lokalplansforslag frem. Det gjorde de den 19. december, hvor alle er på vej på juleferie. Så var der frist for indsigelser mod det at kommunen har droppet miljøvurderingen d. 17. januar. Det er ikke lang tid, hvis man som lægmand skal sætte sig ind i det eller måske endda skaffe sig rådgivning,” siger Christian Fischer Trollo.

På det efterfølgende borgermøde indkaldt af Rudersdal Kommune mødte beboerne i Sandbjerg talstærkt op. Gert Lassen, der har Lassen – Tøj for mænd i Birkerød, bor selv i Sandbjerg og han anslog, at der var omkring 200 fremmødte ved mødet. Mødet var opslået som et borgermøde, men den fornemmelse beboerne stod med bagefter var ikke, at mødet skulle skabe dialog og give husejerne i Sandbjerg mulighed for at påvirke planerne.

”Det var mere et informationsmøde,” siger Christian Fischer Trollo om det der foregik.

Før mødet den 25. januar har han og en større gruppe beboere indgivet indsigelse mod den korte frist for høring frem mod Lokalplan 257's førstebehandling i kommunalbestyrelsen. Og efter mødet den 25. januar har Christian Trollo og en række andre beboere etableret en arbejdsgruppe, der skal se grundigt på lokalplanforslaget og finkæmme det får at kunne dæmme op for de konsekvenser, de mener planen kan få for dem og de muligheder, beboerne har i fremtiden på deres ejendomme.

”Det er ikke alt, der står helt tydeligt i planen. Et punkt vi bestrider er, at man har besluttet at droppe miljøvurderingen. Selv om det er en beskyttende lokalplan, der ikke burde ikke få miljømæssige konsekvenser, så ville det have været hensigtsmæssigt af hensyn til folk herude at tage den med. Fristen før borgermødet umuliggjorde at vi stillede spørgsmål til den beslutning. Det gjorde vi indsigelse imod. Det fik vi ca. 60 beboere til at være medunderskrivere på;” siger han.

Det samme som fredning

Lokalplan 257 vil, hvis den bliver vedtaget, overtrumfe de regler, som planloven, der blev vedtaget af et folketingsflertal sidste år, udstikker.

”Det er en de facto fredning og en tilsidesættelse af planloven. Der er regler for hvis mange kviste man må have og hvor stor terrasse man må have. Der er regler om man må overdrage eller sælge jord fra til naboen,” siger han.

I forslaget til den nye lokalplan står der, at har man en grund på under 1.600 kvm må man bygge 250 kvm. Har man over 1.600 kvm må man bygge 350 kvm. I planloven er reglerne anderledes. Her er antallet af kvadratmeter man må opføre, når alle andre regler er overholdt hhv. 350 og 500.

”Jeg har regnet lidt på det. Hvis man nu tager worst case scenario, så dækker lokalplanforslaget 450 hektar. Hvis vi antager, at der ligger 200 huse herude og de alle er 250 kvm. og de alle sammen bygger 250 kvm. til, så svarer det til 50.000 kvm. Det giver 1,1 procent ekstra bebygget areal,” siger Christian Fischer Trollo, der synes, at kommunen går i for små sko og ydermere, så risikerer han og de andre grundejere, at deres ejendommes værdi forringes.

”Det virker som om der er enormt meget smagsdommeri i det. Selvfølgelig skal der være muligheder for at man bevarer et nogenlunde landligt look. Der er opbakning til rimelige regler. Men det de kommer med her er helt vildt. Jeg ved, at hvis jeg en dag skal sælge min ejendom, så vil det i dette område være mennesker, der gerne vil købe store huse. Så ved at man laver den begrænsning, så rammes vi af en risiko for tab,” siger han.

Dialog ønskes

Frem mod høringens periodens afslutning vil Christian Fischer Trollo og andre aktive borgere i Sandbjerg forsøge at påvirke de lokale politikere.

”Jeg har taget initiativ til at vi, en lille gruppe borgere, vil sætte os sammen og lægge en strategi for at få ændret planen. Og der er ting i forhold til privat ejendomsret som vi mener vi kan tage fat i. Det arbejder vi på sammen med landboforeningen Agrovi. Der, hvor vi kan, vil vi gøre indsigelse og hive paragraffer frem,” siger han.

Og så efterlyser han, at kommunens forvaltning og folkevalgte lytter noget mere.

”Jeg mener, at det ville være godt, hvis man gik i dialog med de borgere, der bor ude og fik afdækket de fælles interesser først. Jeg er da enig i, at der skal passes på naturen, men det føles som om de kommer med en tommelskrue og med en plan, der har fået folk på barrikaderne. Vi kan måske stadig skabe et debatklima, der kommer os til gode,” siger han.

Publiceret: 07. Februar 2018 11:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Bøger
Forsiden netop nu