Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

De 7 kvikke: Kenneth Birkholm, Konservative

Hver uge frem til valget har Rudersdal Avis stillet syv faste spørgsmål til partiernes spidskandidater

Hvad gør dig vred?

Det er meget sjældent jeg bliver vred. Mit temperament er meget roligt og jeg kan ikke se formålet med at blive vred. Sidst jeg blev vred var da en motorcyklist kørte absurd hurtigt på vores stille private vej. Rent politisk kan jeg blive vred når politiske kollegaer forsøger at påføre en holdninger man ikke har. Det er så usselt og får mig til at miste al tillid til den person.

Hvis du skulle bosætte dig et andet sted i Danmark, hvor skulle det så være?

Mit job bringer mig rundt i alle afkroge af Danmark. Jeg oplever konstant nye hyggelige byer og smukke egne. Vi elsker at bo i Rudersdal og overvejer ikke at flytte! Men skulle jeg absolut pege på et sted – så er området nord for Aarhus altså skønt. Samtidig ville vi spare en formue i grundskyld/ejendomsskat.

Hvad fik dig senest til at grine?

Jeg griner heldigvis dagligt af både store og små ting. Der er i øjeblikket et filmklip på YouTube der virkelig kan få mig til at klukke af grin og give mig tårer i øjnene. Det er et sammensat klip fra TV-programmet ”Landmand søger kærlighed” hvor der er sat sjove undertekster på de gæve sønderjyder. Se det – det er vanvittig morsomt!

Hvilken historisk begivenhed ville du gerne have været en del af?

Der er mange… Der er en hel del taler jeg gerne ville have hørt ”live”. Nelson Mandelas tale fra 1964 er en af dem og Martin Luther Kings ”I have a dream” fra 1963 er en anden. I action-afdelingen ville jeg gerne have været med Apollo 11 i 1969 og have betrådt månen sammen med Neil Armstrong.

Hvad er din dårligste vane?

Jeg rydder altid op, gør rent og tørrer af. Jeg kan ikke ha' at der er en kaffeplet på bordet, at der ligger snavs eller krummer eller at der er ting der roder og flyder. Heldigvis har min hustru det på samme måde. Sammen kan vi godt være lidt anstrengende og svære at slappe af sammen med. Derudover spiser jeg for meget kage.

Hvad er det vigtigste, din mor eller far har lært dig?

Jeg har ikke haft kontakt til min biologiske far i mange år. Han har på mange områder vist mig hvordan jeg ikke selv ønsker at være far. Til gengæld har han givet mig et mod og en vilje samt en stor kærlighed til naturen. Af menneskelige værdier har jeg lært langt mere af min mor. Hun er indbegrebet af ærlighed og ordentlighed. Det vigtigste jeg har lært er at finde løsninger og at se muligheder i stedet for begrænsninger.

Hvem i Kommunalbestyrelsen vil du helst: 1) Drikke en øl med? 2) Tage på road trip med? 3) Møde i en boksering?

Det var straks sværere… Jeg ville rigtig gerne drikke øl med langt de fleste medlemmer af kommunalbestyrelsen. Jeg tror Poul Bach (S) ville være garant for en spændende aften – men jeg tror jeg vælger Jens Bruhn (S). Begge er brandgodt selskab – men Jens skal jeg nå inden han trækker sig helt tilbage. Roadtrip kunne sagtens være Court Møller (R). Vi havde en rigtig hyggelig cykeltur sammen for nylig og har emner til mange flere kilometer. Alternativt Elisabeth Ildal (LA) som jeg griner rigtig godt sammen med. Der er som udgangspunkt ingen jeg ønsker at bokse med… Men jeg vælger Maria Steno (L). Så vil jeg give hende ”lammere” indtil hun indvilliger i at genopstille.

Publiceret: 20. November 2017 11:48

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

DEBAT: Så kom brevet fra kirkekontoret
DEBAT: Så kom brevet fra kirkekontoret
Valget netop nu