Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Alvorligt angreb på egne politiske kolleger

Jens Ive
Borgmester i Rudersdal (V)

Tre konservative byrådskandidater retter 6. august en alvorlig anklage mod blandt andre deres egne politiske kolleger i kommunalbestyrelsen. Det gør de, når de skriver at antallet af ankesager fra Rudersdal ”..ikke er godt nok”. Sagen er den, at disse tal har været offentligt tilgængelige i månedsvis, da både socialområdet og skole- og familie hvert år udarbejder en klagesagsredegørelse, der behandles politisk, og dermed også fremlægges offentligt.

Så de årlige redegørelser er altså gennemgået og taget til efterretning, også af de Konservatives egen spidskandidat Kenneth Birkholm, og nummer to på den Konservative liste, Birgitte Schjerning Povlsen, formand for social- og sundhedsudvalget. Det angreb, der kommer her fra de tre nye Konservative kandidater, er simpelthen ikke rimeligt, hverken overfor egne kolleger i det Konservative Folkeparti, eller overfor den øvrige kommunalbestyrelse, fordi det ikke sættes ind i en korrekt sammenhæng.

Af redegørelserne fremgår det, at de to områder i 2016 har truffet over 2.800 afgørelser tilsammen, hvortil skal lægges afgørelser truffet af Ældreområdet. Så de 63 sager skal ses i forhold til de mere end 2.800 årlige afgørelser. Tal, der også fremgår af de offentlige dagsordenspunkter. I cirka halvdelen af sagerne har Ankestyrelsen været enig i forvaltningens afgørelse. Ud af de seneste cirka 30 sager har de enten ikke været enige i selve afgørelsen eller har sendt sagen retur til forvaltningen for en fornyet gennemgang af sagen. At cirka én procent af de trufne afgørelser således sendes retur eller omgøres er ikke et antal, der har givet anledning til panderynken i hverken børne- og skoleudvalget eller social- og sundhedsudvalget. Da det er kompleks lovgivning der findes på disse områder, gennemgås hver enkelt af disse sager indbragt for Ankestyrelsen også nøje af forvaltningen for at sikre læring af forløbet, med henblik på eventuelle fremadrettede korrektioner.

Så jeg kan hermed fuldt og helt bekræfte, at kommunalbestyrelsen, også de to medlemmer fra K, har stort fokus på at der til stadighed træffes de rigtige afgørelser på baggrund af en korrekt sagsbehandling. Men i realiteternes verden må vi også vedstå os at der opstår forskellige fortolkninger af det til enhver værende lovgrundlag, og de skal af hensyn til den fremadrettede praksis naturligvis prøves ved Ankestyrelsen.

Publiceret: 11. August 2017 20:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere