Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: De røde baner ved Skovlyskolen

Spidskandidat for SF Rudersdal Dorte Nørbo

Friplejehjem på Skovlyskolens idrætsanlæg, ”De røde baner”. Beboerne i området og folk med børn på både Skovlyskolen og i de mange børneinstitutioner, som omkranser det i dag rolige og grønne område, er naturligt nok i oprør over planerne om at bebygge skolens atletikbane og anlægge et nyt plejehjem.

Ulemperne er nemme at få øje på: mere trafik, færre idrætsfaciliteter og en forandring af et område, som i dag byder på rigtig gode betingelser for børn og unge i alle aldre.

Axel Bredsdorff fra Lokallisten mener, at Skovlyskolen i dag har de bedste udenomsfaciliteter. Det er så åbenbart grund nok til, at man skal fjerne nogle af disse faciliteter, så skolen i fremtiden ikke længere har de bedste faciliteter. Det er en noget bagvendt tankegang.

Det ville være mere visionært at bevare de gode arealer omkring skole, daginstitutioner og private hjem og arbejde for, at området udvikler idrætsfaciliteterne, så det kan være til gavn for alle i området. De kunne for eksempel bevirke, at skolen fik mulighed for at skærpe deres idrætsprofil, at der var gode betingelser for fritidsaktiviteter i beboernes nærområde eller at der kunne etableres gode samarbejder mellem de forskellige institutioner. Mulighederne er mange, men de stopper brat med et forslag om at kaste endnu en bygning ind i landskabet. Skovlyskolen har i dag med sin svømmehal, sine idrætslokaler, sin fodboldbane og en god atletikbane mulighed for et spændende tilbud inden for idræt, hvis de vil og får lov.

Jeg er sikker på, at kommunen er i stand til at finde andre områder til nye plejehjem, som er nødvendige at bygge. Der er i dag planlagt boliger flere forskellige steder. De områder kunne måske i stedet anvendes til at indrette plejehjem. På den måde tilgodeser man alle de borgere, som allerede bor i kommunen.

Publiceret: 17. Juni 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere