Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Det er ved forhandlingsbordet det sker

Preben Etwil (S)
kandidat til KV17

Socialdemokratiet i Rudersdal ønsker at samarbejde med alle partier i den nye kommunalbestyrelse. Vi ønsker at fortsætte den linje, som vi har ført de seneste fire år.

Socialdemokratiet har været med i samtlige af de budgetforlig, der er blevet aftalt efter kommunesammenlægningen i 2007. En linje vi naturligvis har tænkt at fortsætte ind i den nye valgperiode.

Vi er overbevist om, at resultaterne i den kommunale verden gennemføres bedst ved forhandlingsbordet.

Vi opstiller en række forslag til nogle markante socialdemokratiske mærkesager, som vi ønsker gennemført. Det handler blandt andet om 'tilbagekøb' af en række hårdhændede besparelser inden for institutions- og skoleområdet, som vi har måtte lægge ryg til de senere år. Vi ønsker en mere gennemskuelig kommunal administration, hvor en borgerrådgiver efter vores mening kunne være en god idé. Vi kunne også tænke os, at ældreservicen blev set efter i sømmene med henblik på at kvalitetsløfte og smidiggøre ældreplejen. Ikke kun ældre, men også helt unge mennesker, skal kunne bo i kommunen. Derfor er flere ungdomsboliger os ikke fremmet. Vi ser derudover som noget helt naturligt, at vi udvider antallet af almene boliger i kommunen.

Vi er klar over, at nogle af vores forslag kan komme til at koste kommunen flere penge, og her er vi ikke afvisende over for en mindre skattestigning, hvis det viser sig nødvendigt for at få enderne til at mødes. Men det kræver jo, at de andre i kommunalbestyrelsen vil være med.

Socialdemokratiet påtager sig gerne ansvaret for kommunens budget. Derfor kræves det, at der både gives og tages ved forhandlingsbordet, og vi kommer ikke med ultimative krav. Vi er faktisk indstillet på at støtte forslag, der ikke ligefrem er groet i vores egen have, hvis vi får nogle af vores ønsker opfyldt.

Vi ændrer ikke kommunen med ét slag.

Vi ønsker at ændre den dag for dag.

Sådan er det kommunale demokrati. Vi skal finde konkrete løsninger på konkrete problemer.

Publiceret: 29. Juli 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere