Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Fredet jord skæmmet af forkert politik

Mogens Gyde
Ørnebakken 68, Holte

Miljø- og Teknikudvalget samt Byplanudvalget i Rudersdal Kommune har på februarmødet sagt ja til, at det 2 hektar fredede overdrev ved Kikhanebakken i Gl. Holte kan være aflastning for Holte Rideklub. Rideklub-bens egne hestefolde er på synlig vis uden græs i lange perioder og derfor ikke miljømæssig forsvarlige til formålet, lyder begrundelsen.

Der er med tilladelsen til fortsat sommergræsning på det naturfølsomme overdrev tale om politisk løftebrud. Den dispensation, som Rideklubben havde, udløb i 2016. Den var nemlig midlertidig og givet for at hjælpe Rideklubben ud af en klemme i forbindelse med motorvejens udvidelse. Men alt byggerod og pladsindskrænkning er for længst overstået. Den nye begrundelse knytter sig derfor til mange tidligere, der er faldet til jorden i samme takt, som de er meldt ud. Eksempler er: Besparelser til høslæt og flere heste om sommeren på rideskolen.

For at der skal kunne gå i gennemsnit tre-fire smukke rideheste på overdrevet i tre måneder fra Sankt Hans hvert år, skal overdrevet skæmmes i 12 måneder af året af hundredvis af grimme hegnspæle, der står som skamstøtter over en forkert politik. Begrundelsen ”aflastning” må være et påfund. Indretningen til de få heste på overdrevet har afledede konsekvenser. F.eks. har forpagteren på nabojordene ved Attemosevej valgt at lade markredskaberne overvintre ude på markerne. Kønt er det ikke, men det lever helt op til Broken Windows – teorierne om, at hærværk forplanter sig, når der ikke gøres noget ved det. Og hundredvis af hegnspæle med få meters afstand over 2 hektar er hærværk – ikke naturbeskyttelse.

Embedsmændene på rådhuset ville give Holte Rideklub en permanent dispensation. Politikerne slog dog bremserne i og sagde, at 3 år måtte være passende. (Med aflastning som begrundelse.) Nu skal vi snart til kommunalvalg. Det vil klæde byrådspolitikerne at melde ud, om vi virkelig i Rudersdal kommune for enhver pris skal have ”Horses first” som Trump ville sige? Hvis nej vil det være på sin plads med en klar melding nu om, at det er slut om 3 år med besættelsen af overdrevet ved Kikhanebakken.

Publiceret: 14. Marts 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt