Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Hast- og makværk

Hans Christensen
Skovly Mark 29
2840 Holte

I et debatindlæg 'Hast- og lastværk' i Rudersdalavis 23. maj nævner Asbjørn Riise, at Kenneth Birkholm (K) og Axel Bredsdorff (L) ved et møde 15. maj udtalte, at kommunalbestyrelsen ikke har fået forelagt en eneste alternativ grund til et nybygget plejehjem. Dette er en eklatant usandhed, men det kan skyldes manglende kommunikationsevner internt i kommunalbestyrelsen.

Ved Grundejerforeningens generalforsamling i år deltog borgmester Jens Ive. Da jeg var forhindret i selv at deltage på grund af sygdom, havde jeg anmodet min nabo om at videregive mine to forslag til alternativ placering af det ny plejehjem. Forslagene er blevet videregivet til borgmesteren.

Forslag 1: På hjørnet af Nordre Paradisvej og Østre Paradisvej ligger en ubebygget grund, i området kaldet 'Lunden', der er større end grunden på 'De røde Baner'. I dette område er der allerede bygget ejendomme i to etager. Forslag 2: I trekantområdet Øverødvej, Gl. Øverødvej og Attemosevej ligger en større grund ejet af kommunen, hvor der kunne opføres plejehjem i flere etaper efter behov. Begge forslag har fine tilkørselsmuligheder.

Jeg har endvidere senere fundet yderligere to alternativer. Forslag 3: I trekantområdet Øverødvej, Gl. Holtetoften og Helsingør Motorvejen lige overfor Mariehøjcentret og som nabo til de beskyttede boliger ved Holtegårdsvej, og endelig forslag 4: Beliggende I Langhaven ved Helsingør Motorvejen overfor Q8 og Rema 1000. De sidste forslag har ligeledes fine tilkørselsmuligheder og beliggenhed tæt til offentlige trafikmuligheder.

Der er fremkommet megen berettiget kritik af at lægge et plejehjem midt i en skole med de elendigste tilkørselsforhold og megen naturlig støj fra skoleeleverne.

I årenes løb er en del husejere, der har boet tæt ved Skovlyskolen, flyttet, fordi de ikke kunne holde støjen ud. Ældre og svagelige mennesker vil helt givet blive stærkt generet af at bo tæt op ad skolen. Mig bekendt er der ikke noget andet sted i kommunen placeret plejehjem og skole op ad hinanden, og jeg tvivler på, at der er andre kommuner her i landet, der har fundet på så tåbelig en ide.

Kære politikere i Rudersdal: Stop nu dette galmandsprojekt og husk, der er ikke lang tid til, at der skal være kommunalvalg. Vælgernes hukommelse fejler ikke noget. Politikere bliver valgt til at varetage borgernes interesser på bedste måde, og sådan skal det være.

Publiceret: 09. Juni 2017 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere