Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Invester i idrætten i Rudersdal

Lars Engelberth, Lindebakken 22, 3460 Birkerød, KV17-kandidat for Det Konservative Folkeparti

Idræt er efter min og det konservative folkepartis holdning – noget af det vigtigste i livet. Idræt og bevægelse er en kilde til fællesskab, kammeratskaber, glæde, udvikling, demokratiforståelse. Men det er også leg, færdigheder og konkurrence. Et aktivt liv med bevægelse er sundt og de gode vaner grundlægges i barndommen. Idræt kan være godt for genoptræning – godt for selvværd, godt for vægttab, godt for integration.

DIF og DGI har en fælles vision: ”Bevæg dig for livet” med en målsætning, som betyder, ar mindst 600.000 flere danskere skal dyrke idræt og motion i 2025, og mindst 325.000 flere skal dyrke idræt og motion i en forening. Fra konservativ side synes vi det er godt at sætte sig nogle mål – og så forfølge dem efter bedste evne.

Rudersdal kommune har generelt fine faciliteter og fine muligheder for at dyrke idræt. Der er lokalt forskelle og områder hvor der er rigeligt med kapacitet og områder hvor der mangler. Det er ikke altid så enkelt og nemt at sige, at så må de aktive bare flytte sig derhen hvor der er kapacitet – i hvert tilfælde ikke hvis man har fokus på foreningslivet og de mange tusinde frivillige som gør en kæmpe indsats i foreningerne.

For os konservative er der ingen tvivl om, at det bl.a. er de frivillige, der giver Rudersdal sin helt egen identitet. Uden frivillige ildsjæle ville der være et fattigere kultur- og fritidsliv i Rudersdal. Ildsjælene gør en ekstra indsats til fordel for andre end blot dem selv og kan være alt fra at være besøgsven, træner i den lokale sportsklub, holdleder for gymnastikholdet.

Der skal være tilstrækkelige fysiske rammer til at understøtte foreningslivet. Derfor vil vi optimere udnyttelsen af den eksisterende bane- og halkapacitet og bygge en ny multihal i Holte ved Rudegaard Stadion. Derudover ønsker vi, at fodbold anerkendes fuldt ud som en helårssport og at der etableres kunstgræsbane med lys på Vedbæk Stadion.

Idræt er ikke kun noget, der foregår i forenings- eller klubregi. Det er også at nyde vores skønne naturperler. Den selvorganiserede idræt – hvor borgere mødes ved tankstationen til en løbetur – eller på parkeringspladsen til en tur på mountain-bike er også en vigtig del af idrætten i Rudersdal. Derfor er det vigtigt for os at spadsere- og løbestier som f.eks. Forskerruten, Lysløjpen og at Rudersdal-Ruten holdes godt ved lige.

Når nu det kommunale afbooking system bliver etableret, vil vi også se positivt på udlejning af kommunale faciliteter – selvom det sætter foreningerne under pres – så er det vigtigt, at de kommunale faciliteter udnyttes optimalt. De midler som kommer ind – bør blive på anlægget og ikke gå i en central kommunal kasse.

Vi støtter, at der er elitesport i kommunen, da elitesportsudøvere er forbilleder for vores børn og unge. Det vil vi bl.a. gøre ved at indgå i en aktiv dialog med sportsklubberne om deres udfordringer og forhold. Vi tror på, at et stærkt elitemiljø er med til at skabe synlighed omkring sport og dermed få flere til at komme i gang.

Det nærmest ikke eksisterende samarbejde mellem idrætten og folkeskolen, skal etableres hurtigst muligt, når der er udmeldt klare retningslinjer vedr. økonomi fra det politiske niveau.

Hvis du ønsker fokus på idræt og sundhed, bør du stemme personligt på Lars Engelberth, konservativ nr. 7

Publiceret: 17. November 2017 09:52

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

DEBAT: Så kom brevet fra kirkekontoret
DEBAT: Så kom brevet fra kirkekontoret
Valget netop nu