Modelfoto: Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Mere lys i kirkens julehjerter!

Af Chr. Lindtner, mag.art. & dr. phil., Tovesvej 6, 2850 Nærum

Mon ikke de fleste præster efterhånden meget vel ved, at det blot er en myte, at Jesus blev født juleaften? De lærde folk har forlængst fastslået, at der intet står om tidspunktet for barnets fødselsdag i evangeliet, og at der er tale om et senere trick fra kirkens side. Men sagen er den, at man i oldtiden troede på mange solguder, herunder Mithras, der blev genfødt ved vintersolhverv, hvor dagene begyndte at blive længere og lysere. Uha! Rigtigt! Denne fiktion passede fint med Jesu egne ord om at han selv ar “verdens lys”, altså en slags lys- eller solgud.

Og i hvert fald kan vore biskopper ikke være uvidende om dette fromme fødselsdagsbedrag, men alligevel ser man dem vanemæssigt udbrede sig til sultne medier, om at juleaften er den hellige stund, de i både hjem og kirke fejrer den fødselsdag, som (glemmer de at tilføje) ikke fandt sted. (Cirka en snes eksempler har jeg herpå. Kan man det?)

Således forbliver julegudstjenesten - også for vore katolske brødre og søstre - et af kirkeårets bedst besøgte tilløbsstykker.

Og måske er det grunden til, at jeg for min del aldrig har hørt en præst erklære åbent og redeligt, at der ikke er grund til at tage juleevangeliet spor alvorligt. Dårligt for den gejstlige gesjæft?

At man slet ikke behøver at være troende for at fejre jul, ses desuden deraf, at de handlende overalt er meget glade for julen, som betyder den helt store omsætning. Dertil kommer julefrokoster, som selv de argeste ateister næppe vil være foruden. Når de hektiske forberedelser omsider er omme, traves i familiekreds om et pyntet juletræ, og der skråles om et lille barn, der faktisk slet ikke blev født i Betlehem! Ve den, der vover at forstyrre den gode julestemning med lærde indvendinger!

Hele denne tomme og festlige forestilling kunne passende give anledning til yderligere overvejelser i de stille juledage:

Undersøger man sagen nærmere, vil man snart se, at præsterne også har glemt, at fortælle befolkningen om, at der ikke er historiske realiteter bag de øvrige helligdage i kalenderen. Man fejrer påske og pinse, og man fejrer Kristi himmelfartsdag.

For at gennemskue myten om hans flyvetur op til himlens skyer, hvor han af mange troskyldigt antages at dvæle ved sin faders højre hånd, behøver man blot at tænke sig en smule om: Naturligvis sidder Jesus ikke oppe på en sky og puster ud efter en anstrengende flyvetur på egne vinger!

Om påske og pinse gælder det samme. Også her har lærde folk, både katolske og reformerte, for længe siden påvist, at der er tale om kristne lån og ran fra andre af oldtidens religioner. Igen har præsterne svigtet: de burde have informeret menighederne om, at man fx i buddhismen fortæller lignende eventyr om de mange buddhaer.

Det samlede billede bliver herefter, at der er mange, der stadig lever højt på at holde liv i gamle fabler - præster, handlende, reklamefolk, formidlere osv. osv. Jeg tror, helt personligt, at Jesus ville have kaldt dem øjenskalke og hyklere, opsatte på at slå mønt af det hellige evangelium.

Men alligevel bringer julen et godt budskab til alle. Over hele jorden har folk fejret solhverv, hvor festerne markerede, at dagene nu atter blev længere, og at vi går mod lysere tider. Det er da et godt budskab, som den kristne kirke dårligt kan være bekendt at tage patent eller monopol på! Næste gang vi går til julegudstjeneste, må vi ikke glemme, at minde vor kære præst om, at det ville varme og lyse op i julehjerterne med lidt mindre humbug og mere redelighed omkring disse gamle myter!

Publiceret: 13. December 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis