Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Nej, danskernes penge skal ikke gå til integration

Af Ditlev Otte-Trojel, bestyrelsesmedlem i Nye Borgerlige Rudersdal og Mette Thiesen, spidskandidat for Nye Borgerlige (D) i Nordsjælland

”Hvad kræver det at starte og drive en virksomhed i Danmark”?

Sådan lyder et opslag på Rudersdals Kommunes hjemmeside. Det kan umiddelbart virke fornuftigt med tiltag, der skal hjælpe ikke-dansktalende flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse, men al erfaring viser desværre, at sådanne kommunale projekter blot er spild af skatteborgernes penge.

Når de årlige udgifter til indvandrere beløber sig til over 100 mio. skattekroner bare i Rudersdal Kommune, skal der langt mere end endnu et velment kommunalt projekt til for at løse det absolut største problem i dagens Danmark, selv hvis det mod alle odds skulle resultere i et pizzeria eller en slikbutik. De føles godt for alle involverede, men de er i bedste fald dyre lappeløsninger på et globalt problem: for hvert nyt pizzeria kunne de samme penge have brødfødt en hel landsby, hvor flygtningene kommer fra.

De ansvarlige politikere har svigtet Danmark. De har siden den fatale Udlændingelov fra 1983 ladet Danmark oversvømme af primært muslimske indvandrere, der for langt størstedelens vedkommende hverken kan eller vil tilpasse sig Danmark. Politikerne sad på hænderne, da velfærdsmigranter gik gennem flere fredelige europæiske lande og væltede ind over den danske grænse i 2015 – direkte ind i vores boligområder, skoler og dagtilbud. Det er efterhånden mange år og milliarder af spildte skattekroner siden, man kunne blive taget alvorligt, hvis man påstod, ikke-vestlig indvandring nogensinde ville blive et aktiv for vores samfund.

I Nye Borgerlige mener vi derfor, integration er et personligt ansvar. Har man ikke forudsætningerne til at blive selvforsørgende uden kommunens mangeårige hjælp og understøttelse, bør man hellere få hjælp til at genetablere sig i sit hjemland. Danskernes skattekroner skal ikke fortsat gå til udsigtsløs integration.

Publiceret: 03. April 2018 10:43
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Bøger
Forsiden netop nu