Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Paradoksets holdeplads!

Af Else Fromberg, Pilehøj Vænge 5, 3460 Birkerød

Da jeg skal gennemgå en omfattende operation i min ene fod 26. april, der efterfølgende gør mig særdeles immobil i 3-5 måneder, har jeg ansøgt Rudersdal kommune om lån af en el-scooter i samme periode, så jeg er i stand til at handle, lufte mine hunde og ikke mindst komme i svømmehallen dagligt for at genoptræne det rekonstruerede ledbånd. I denne periode må jeg ikke køre bil eller gå på andet end plane overflader ved hjælp af to krykstokke.

Hertil siger Servicelovens § 113b: Kommunalbestyrelsen kan yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte i § 112, stk. 1, eller § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt. Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for borgeren. Stk. 2.: Der kan alene ydes støtte efter stk. 1 til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede periode.

Første afslag får jeg ikke desto mindre af kommunen med ordlyden:

”Din ansøgning er behandlet d. 13-2 i Hjælpemidler og boligindretning. Rudersdal Kommune giver afslag på den med baggrund i, at din funktionsnedsættelse er af midlertidig karakter, og at Rudersdal kommune som udgangspunkt ikke bevilger hjælpemidler/forbrugsgoder til midlertidig brug. Rudersdal kommune har ikke taget politisk stilling til, i hvilket omfang Servicelovens § 113 b, som er en ”kan” bestemmelse, vil blive integreret i kommunens serviceniveau.”

Her hopper kæden af første gang…

Lovgivningen giver altså kommunen mulighed for at tolke ordlyden ”kan,” og de er på den konto i deres fulde ret til at undlade at yde mig denne støtte under henvisning til, at der ikke er taget politisk stilling til det. Ikke desto mindre er jeg velkommen til at rette henvendelse til visitationen vedrørende hjælp til indkøb, personlig pleje og praktisk bistand?

Det klager jeg over til Kommunalbestyrelsen, hvor jeg forklarer, at hvis jeg får ødelagt det nye, kunstige ledbånd, kommer jeg ikke tilbage til mit arbejde som sygehjælper. I så fald vil jeg ifølge ortopædkirurgen blive invalideret i en grad, der vil medføre en kørestol inden for en kort årrække. Læg dertil, at jeg mister godt halvdelen af min indtægt, når jeg skal på sygedagpenge, hvilket på ingen måde efterlader plads i økonomien til leje af el-scooter på 1.000-1.200,- kroner om måneden.

Nu hopper kæden af for anden gang.

Efterfølgende får jeg endnu et afslag med Jens Ive som afsender.

Han meddeler mig, at jeg kan benytte mig af flextur. En serviceydelse, der kun (!) koster mig 36,- kroner. pr. tur til og fra svømmehallen, altså 72,- dagligt og dermed 1.500,- til 2.000,- kroner månedligt, hvis jeg også svømmer i weekenden.

Øøøøøhhhh, sagde De service???

Som borger og skatteyder i kommunen finder jeg det stærkt bekymrende, meningsløst og ikke mindst provokerende, at man hellere vil risikere, at en selvforsørgende borger ender ud i en social deroute frem for at hjælpe denne tilbage på arbejdsmarkedet igen så hurtigt som overhovedet muligt.

Man afslår et ret beskedent ønske om LÅN af en el-scooter i en meget begrænset periode for samtidig at være klar til at sætte hele apparaturet i sving med yderligere omkostninger for kommunen til følge.

Efterfølgende er jeg af Mona Madsen, kommunalbestyrelsesmedlem for Lokallisten, bekendtgjort med, at det ikke var en enig kommunalbestyrelse, der stod bag afslaget.

Tillad mig nu at spørge, hvori logikken består? For jeg er fjernt fra at kunne se den!

Publiceret: 03. April 2018 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Bøger
Forsiden netop nu