Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Problematisk kommunal praksis

Dansk Handicapforbund
Furesø, Allerød, Ballerup, Hørsholm, Rudersdal

I Dansk Handicap Forbund – en interesseorganisation for mennesker med fysisk handicap – oplever vi i disse år en særdeles bekymrende tendens. I den offentlige sektor sker foruroligende besparelser på store dele af social- og sundhedsområdet. Besparelser, der har helt basale og vidtrækkende konsekvenser for vores medlemmers fundamentale eksistensgrundlag. Ja, efterdønningerne af en sådan kultur kan i værste fald handle om disse menneskers ret til et frit liv.

Som bestyrelse for en af forbundets lokalafdelinger, der dækker fem nordsjællandske kommuner, retter vores bevågenhed sig særligt mod observansen af, at de personlige hjælperordninger i de senere år er kommet ud i et voldsomt kommunalt stormvejr. I bestyrelsen er vi nogle, der også selv er brugere af Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), og er derved også berørt af nedskæringsmoden. Fælles for os gælder, at vi har haft en BPA-ordning efter § 96 i serviceloven i rigtig mange år.

I lighed med vores medlemmer har vi på egne kroppe erfaret uhyggelige og opslidende forespørgsler, der i bund og grund handler om ægtheden af vores ret til at beholde disse omkostningstunge ordninger, når sagsbehandlingen af vores hjælpeordninger hvert år skal genvurderes af kommunerne.

Som BPA-bruger af § 96 tildeles du kun denne ordning, hvis du har et massivt behov for 'fysisk pleje, overvågning og ledsagelse' (som det hedder i lovteksten) i døgnets 24 timer, kombineret med evnen til at styre dit eget liv. Til forskel for brugere af servicelovens § 95, der sideløbende med et stort fysisk hjælpebehov også har brug for pædagogisk vejledning i, hvordan deres livsførelse skal administreres. På landsplan er vi relativt få brugere af §§ 95 og 96.

Derfor er det paradoksalt at konstatere, at samtlige af de nordsjællandske kommuner, der hører under vores lokalafdeling, inden for de senere år er begyndt at benytte visitatorer fra hjemmeplejen, når en BPA-ordning skal revurderes. Normalt er det hjemmeplejevisitatorer, der skal vurdere, hvorvidt kommunernes ældre borgere har brug for hjemmehjælp eller ej. De ældre har fået et nyopstået hjælpebehov til forskel fra os med f.eks. § 96, der enten er født med vores bevægehandicap eller har haft det i rigtigt mange år.

Det vil sige, at medarbejdere, der er vant til at have med borgere med et væsentligt mindre hjælpebehov at gøre, end vi §§ 95 og 96-BPA-brugere, sættes til også at skulle bedømme vores massive behov for hjælp. Endsige, hvorvidt vi fortsat skal have ret til at beholde vores ordninger. Altså bevarer retten til vores frie liv.

Til vores årlige revurderinger tvinges vi eksempelvis til at svare på minutiøse spørgsmål taget fra et spørgeskema, der normalt bruges til visitation af hjemmehjælp. Spørgeskemaer, der er beregnet til at indkredse et nyopstået behov for hjælp.

I Dansk Handicap Forbund hører vi næsten dagligt hårrejsende eksempler fra medlemmer, der også er §§ 95- eller 96-brugere, på, hvordan de føler, at sikkerhedsnettet er i fare for at blive trukket væk under dem, når de er blevet mødt med de kommunale forvaltningers måde at tackle disse revurderingsmøder på. Mange er totalt uforberedte på, at der stilles spørgsmål ved, hvorvidt bevillingen af timeantallet – ja, i enkelte tilfælde hele hjælpeordningen – kan bevares eller ej.

Vores medlemmer er skrækslagne for udsigten til, at deres omfattende behov for hjælp reduceres til noget, der kan have meget alvorlige konsekvenser for deres fysiske og helbredsmæssige sikkerhed.

Når man hele livet – eller en stor del af det – har modtaget personlig hjælp til alt fra den mindste detalje af personlig hygiejne til ledsagelse ud af huset 24/7, virker det fuldkommen unødvendigt og grotesk at skulle svare på spørgsmål såsom:

”Hvor selvhjulpen er du?”

”Kan du selv tørre dig ved toiletbesøg?”

”Kan du vaske dig selv i ansigtet?”

”Laver din hjælper morgenmad til dig, mens du er i bad?”

Nej, vi er ikke selvhjulpne! Var vi det, var vi aldrig blevet visiteret til en §§ 95- eller 96-ordning!

Nej, flertallet af os er totalt hjælpeløse, og skal have fuld assistance til bad og toiletbesøg.

Nej, vi kan ikke vælge hjælperen til eller fra som en anden anstandsdame/tjener, der for eksempel laver morgenmad til os, mens vi selv er i bad. For os er det en fysisk umulighed at blive vasket, hvis ikke hjælperen hjælper os.

Mange oplever år efter år at få stillet de samme spørgsmål af hjemmeplejevisitatoren. Det er meningsløst og ydmygende kontinuerligt at skulle begynde forfra med at forklare, hvorfor man har så omfattende et hjælpebehov. Oftest efterlader kommunens medarbejdere os med en ubehagelig fornemmelse af, at vi vil snyde og bedrage os til noget, vi ikke har ret til.

Oprindeligt var meningen med disse revurderinger, at de skulle være en opfølgning på borgernes livssituation – helbredsmæssigt og mentalt. Sker der drastiske ændringer med vores handicap eller civilstatus etc., har vi jo altid pligt til straks at meddele sagsbehandleren.

Men i stedet oplever vi nu de årlige revurderinger som uhyrlige krydsforhør, der nærmere virker som misbilligende anklager, om vi vitterligt har brug for det, vi har, snarere end forståelse for og anerkendelse af vores behov for hjælp. Groft kunne man sammenligne det med at sidde på anklagebænken for at have begået en grum forbrydelse. For modpartens skepsis lurer fælt i luften.

Det er angstprovokerende at have følelsen af, at ens altafgørende og livsvigtige hjælpeordning kan smuldre væk imellem ens fingre, hvis blot du svarer forkert eller ustrategisk på et eller flere af de, for os, helt unødvendige spørgsmål. For ikke at tale om totalt nedværdigende og uværdigt! Det er jo dokumenteret én gang for alle, at vi har brug for hjælpen! Ellers var vi på ingen måde visiteret til disse ordninger.

For det første, er det en fuldkommen misforståelse, at ansatte fra hjemmeplejen skal være med til at bedømme et hjælpebehov hos en BPA-bruger. Modtagere af hjemmehjælp (§ 83) og BPA-brugere er to vidt forskellige brugergrupper. De to områder har intet til fælles!

Det virker påfaldende bevidst fra kommunernes side at prøve at påføre hjemmehjælpsregulativer ind over §§ 95- og 96- ordninger, da det er betydeligt billigere for kommunerne at erstatte timerne i, eksempelvis en § 96-ordning med de langt færre timer, der bruges under § 83. Her har kommunalbestyrelserne i vores lokalafdelings fem kommuner fejlet. Beslutningen om, at hjemmeplejens visitatorer skal være en del af bedømmelsen ved revurderingerne af §§ 95 og 96, må omstødes. Ved kommunevalget til november må vi vælgere sørge for at vælge politikere, der er opmærksomme på den her glidebane.

Før i tiden var det ikke lovligt at blande § 83-timer ind i en § 96 BPA-ordning. Hvad gik der galt?

Set i et samfundsperspektiv er det værd at bemærke, at mennesker med omfattende fysiske funktionsnedsættelser jo ikke kun er nogle, der dræner kommunekasserne for penge. Med vores respektive hjælpeordninger i behold bidrager vi aktivt til samfundet ved at bestride regulære jobs eller yde frivilligt arbejde.

Closeup of a man's hand on the wheel of his wheelchair
Closeup of a man's hand on the wheel of his wheelchair
Publiceret: 06. Marts 2017 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt