Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Radikale ønsker erhvervsudvikling i Nærum

Af Af Andreas Steenberg (MF) fra Radikale Venstre og Court Møller medl. af kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre i Rudersdal

Erhvervsudvikling skal ske stationsnært. Det er der sund fornuft i, idet pendlerne på den måde kan komme hurtigt til og fra arbejde med kollektiv transport. Når et erhvervsområde som Nærum samtidig ligger lige ved siden af motorvejen, så er placeringen helt optimal. Det meget unikke ved Nærum er, at erhvervsområdet ligger centralt placeret med boliger udenom.

Frem til 2007 havde Nærum en status, der definerede erhvervsområdet på samme måde som stationsnært, hvilket gav mulighed for udvikling og etablering af kontor- og videnserhverv over 1.500 m2. Men det blev fjernet ved fingerplanens revision i 2007, som betød stor begrænsninger i mulighederne for erhvervsudvikling. Problemet for Nærum var, at Nærum “kun” havde en lokalbane, hvor stationerne i modsætning til stationer på kystbanen eller S-togsnettet ikke er defineret som stationsnære.

Efter Radikale Venstres opfattelse er tiden løbet fra denne definition, der f.eks. for Rudersdal betyder at Skodsborg Station indgår i stationsnærhedsprincippet, men Rudersdal har naturligvis ikke planer om erhvervsudvikling for kontor- og videnerhverv over 1500 m2 ved Skodsborg.

Stationsnærhedsprincippet bør bygge på mange flere betragtninger omkring offentlig transport. Erhvervsområdet langs letbanelinjens stationer bliver fremover defineret som stationsnære, det samme bør selvfølgelig være gældende for lokalbanens stationer, når der samtidig er knyttet hurtigbusser til stationen.

I dag findes både hurtigere E- og S-busser, der også bør indgå i en vurdering af, hvorvidt en stations kan blive omfattet af stationsnærhedsprincippet.

Radikale Venstre finder, at et område som Nærum både som by og erhvervsby er meget attraktiv med sin placering lige ved siden af Helsingørmotorvejen og med rigtige gode kollektive transportmuligheder. Der er som bekendt både lokalbanen, E- og S- busser i nord- og sydgående retning, og andre budforbindelser, der knytter Nærum sammen med et stort opland. Derfor har Andreas Steenberg netop stillet et par udvalgsspørgsmål med henblik på at få afklaret mulighederne for, at Regeringen vil ændre definitionen af stationsnært, så også Nærums erhvervsområde kan udvikles, hvilket er et stort ønske for bl.a. Radikale Venstre i Rudersdal.

Publiceret: 12. Oktober 2017 13:06
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Mød KV17 kandidaten Axel Bredsdorff her
Mød KV17 kandidaten Axel Bredsdorff her
Valget netop nu