Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Skal vi lukke Maglemosen?

Af Søren Molbech, Henrikshave 26, 2950 Vedbæk

Valget er overstået og dermed muligheden for, at vore politikere lover guld og grønne skove, men hvad med et par kubikmeter grus her efter valget?

Vores skønne rekreative område, Maglemosen, er stort set ikke længere tilgængeligt. Oversvømmelser på op til 5-10 cm vand gør fremkommeligheden meget svær, medmindre man har planlagt en tur iført gummistøvler.

Ikke alene er stierne ufremkommelige for vi ældre samt kørestolsbrugere, men stierne er samtidig skolevej for nogle af børnene i nærområdet. Børnene tvinges på grund af vandet ud på en omvej ad Henriksholms Allé, en løsning netop stien mellem Forsvarskommandoens tidligere areal og mosen skulle imødegå, så de slap for den tunge trafik på Henriksholms Allé.

Vi skifter i kommunen kantsten og reparerer cykelstier, lad os også vedligeholde stierne i et af vore mest attraktive områder, så vi atter kan nyde den skønne og fredede natur i Maglemosen.

Publiceret: 24. November 2017 15:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis