Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Svar vedrørende “Sandheden om Venstre”

Af Jens Ive, Venstre, Borgmester i Rudersdal,

Kære Line Bystrup,

Du har fuldstændig ret i at Venstre sætter borgerdialogen højt, både før, under og efter en valgkamp. Og Venstre vedstår sig fortsat beslutningen om at der skal bygges et plejecenter til brug for vores svageste ældre, på ”Skovly-grunden”. Så hvad Venstre siger i en valgkamp, er også det Venstre er med til at gennemføre efter et valg.

Under valgkampen var jeg også ganske tydelig omkring at dialog, og inddragelse ikke betyder at alle borgere, altid kan få ret. Kommunalbestyrelsen er sat til at varetage behovene for alle kommunens borgere, og derfor må der nødvendigvis skulle ske afvejninger, som her, mellem flertallets interesser, og lokale områders/naboers interesser.

I denne sag har der været en stærk dialog, der er blevet lyttet og debatteret.

Og som jeg ser resultatet af det, så har det også udmøntet sig i at politikerne i enighed har besluttet et kompromis. Personligt havde jeg helst set et plejecenter som rent to-etages byggeri, det havde givet størst mulig afstand til naboerne, og efterladt den størst mulige andel af arealet som grønt område.

Men sådan var der rigtig mange i området der ikke ønskede det, og det blev der lyttet til. Samtlige ni medlemmer af Økonomiudvalget besluttede i enighed de rammer der nu bliver indarbejdet i udbuddet, og hvor der som du selv angiver er mulighed for at arbejde med en mindre del af byggeriet som kan opføres i to etager. Venstre vedstår sig naturligvis også at være en del af den beslutning.

Venstre lytter gerne – og finder gerne et kompromis.

Publiceret: 13. December 2017 14:49
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis