Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tak til Ditlev Otte-Trojel...

Af Jacob Netteberg, direktør, iværksætter, frivillig flygtningehjælper og medlem af Radikale Venstre i Rudersdal

... fordi han simpelthen ikke synes, jeg gør nok for at hjælpe de svageste. Han vil gøre ”mere”.

Det glæder jeg mig over, for det vidner om et brændende ønske om at hjælpe og bekæmpe uretfærdighed i verden.

Spørgsmålet er så med hvilke midler, og forskellen på hvem der rent faktisk gør noget, og hvem der ikke gør noget. Udover at kaste med stråmænd og luftkasteller.

Læs Ditlev Otte-Trojels læserbrev her.

Men hvis jeg leger med, og tror på, at Ditlev og Nye Borgerlige faktisk ønsker en bedre tilværelse for verdens flygtninge, og han samtidig insisterer på, at udgifterne ved ikke-vestlig indvandring er så stor, ja så kan hans konklusion jo kun undre.

Hvorfor så ikke gøre en forskel, således at udgifter vendes til indtægt? Hvorfor ikke kaste sine kræfter og iver for en bedre verden ind, og bidrage til at disse nye borgere bliver integreret?

Det gør jeg, og mange andre - og vi har masser af fakta (læs: konkrete eksempler) på, at vores indsats virker og gør en forskel - lokalt. Selv vores borgmester, Jens Ive (V), fremhæver igen og igen, den uvurderlige indsats der gøres af frivillige i vores kommune.*

Det er svært at se andet end at Nye Borgerlige's drømme om dansk enegang i verdens brændpunkter, og overfor den største flygtningekrise siden 2. Verdenskrig, er en behændig undskyldning for ikke at tage ansvar, og bidrage til løsningen - lokalt og praktisk.

At alle flygtninge ikke kan/skal være selvstændige, endsige vil have succes (1. gang) er helt naturligt, og har heller aldrig været min påstand. Men det er fakta, at næsten dobbelt så mange flygtninge procentvis kaster sig ud i at drive egen virksomhed i forhold til etniske danskere. Og fakta er også, at de klarer sig en smule bedre. Og fakta er også, at en selvforsørgende flygtning, der jo ikke har kostet +20 års daginstitutioner, skolegang, hospitaler, etc. er en potentiel gevinst i kroner og ører, såfremt det lykkes at beholde en indkomst og dermed skattegrundlag frem til en delvis egen betalt pension.

Til information har en dansker med en lang videregående uddannelse gennemsnitlig først betalt sin ”omkostning tilbage” efter sit 34-42. år**. Så hvis det hører til sjældenhederne, hvorfor så ikke hylde det, når det lykkes? Hvorfor ikke bruge sin tid og kræfter på at støtte dette forehavende? Hvorfor ikke gøre alt hvad vi kan for at det må inspirere andre? Hvad har vi at tabe?

Det har vi nemlig masser af fakta på – nemlig den slags, som Nye Borgerlige gerne hiver frem - hvad der kan ske, når vi ikke støtter integrationen, men bare lader stå til. Og den slags viser kun med al tydelighed, hvorfor jeg ikke ønsker mennesker, der ikke er velintegreret i vores samfund.

Så jo flere dårlige eksempler, Ditlev Otte-Trojel kan fremvise på fejlslagen eller omkostningstung ”integration”, jo mere er det tydeligt, at der er brug for hans og min hjælp. Gerne i nærområderne (der i øvrigt allerede tager sig af +90% af verdens flygtninge***), men bestemt også i ”det nære område” – nemlig i vores kommune. Og jeg er klar til at give mit bidrag, jeg vil ikke svigte!

Så indtil Nye Borgerlige finder ud af at stoppe Assads giftgasangreb, al-Shabaab's voldtægter og Islamisk Stats myrderier, må vi nok erkende, at der kommer flygtninge, som har brug for vores hjælp. Vi kan give den, eller lade være. Og hvis Ditlev Otte-Trojel vil koncentrere sig om at hæve Danmarks indsats til FN's globale flygtningeprogram, så ønsker jeg ham al mulig held og lykke, og beder blot om, at jeg kan fokusere på at få løst helt konkrete problemer, med rigtige borgere der allerede befinder sig i vores kommune. Svigtet er således kun fra dem, der ikke bidrager til løsningen og integrationen. Hvad enten de er efterkommere af Gorm den Gamle eller af Mohammed, kalder sig borgerlige eller social-liberale.

Fakta-tjek:

Det er ikke 16%, som Ditlev Otte-Trojel påstår, der er selvforsørgende, men derimod viser Rudersdal Kommunes beskæftigelsesudvalgs Statusrapport fra årsskiftet, at ca. 24% er selvforsørgende, og tilsvarende antal er i virksomhedspraktik, uddannelse og løntilskud udgør langt størsteparten, og kun 10% er ikke i aktivitet.

* SN.dk, Rudersdal 18. April 2017

**AE Analyse, Maj 2012

*** International Rødes Kors, 2017

Publiceret: 10. April 2018 13:34
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis