Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Underskud på de kommunale folkeskoler – kan vi forvente det bliver bedre?

Af Susanne Fris,
kandidat for Konservativt
Folkeparti til KV17

Vi behøver ikke en kommission for at finde frem til, hvor ansvaret for underskud på skolerne ligger, men det er på tide at de førende politikere i kommunen ser indad, og er åbne for at se på hvor årsagen og ansvaret kan placeres. Det er umuligt at bevare tilliden, når dem der er ansvarlige ser gennem fingrene med de fejldisponeringer, der over lang tid er foregået. Tager de ansvarlige ikke deres ansvar på sig og lærer af deres fejl, vil det uundgåeligt bliver til stor gene for vores børn, os som forældre og vores ansatte på skolerne, også i fremtiden.

Lige nu er det Vangeboskolen, der har kommunens største gæld, og før den var det Bistruskolen, og før det igen var det vist nok Birkerød Skole. Men hvilken skole bliver det næste gang?

Når vi taler om underskud på en af Rudersdals folkeskoler, er det ikke kun penge, vi taler om – det er mennesker. Nemlig de elever der på grund af fejldisponeringer og manglende eller forkert ledelse ikke får den kvalitetsundervisning, de burde, ikke får den ro omkring deres læring de har brug for, og dermed mister værdifuld undervisning.

Ingen borgere må være i tvivl om, at det er børne- og skoleudvalget (med et flertal omkring Venstre og opbakning fra borgmester Jens Ive) og deres embedsapparat, der har det overordnede ansvar, når det går 'galt' på skolerne. Det er dem, der udpeger og ansætter skolens ledere, og det er dem, der vurderer, hvor meget de vil assistere de enkelte skoler. Med rettidig ledelse burde ingen skoler kunne nå at opbygge en så stor gæld, som det ses på Vangeboskolen lige nu. Alle kan begå fejl – politikere, embedsfolk mm., men der er ikke respekt for dem, der ikke lærer af deres fejl, eller skyder ansvaret fra sig.

Børne og skoleudvalget har på deres første møde i juni valgt at eftergive 2,9 mio. (ca. halvdelen) af Vangeboskolens gæld. For særligt elevernes og de ansattes skyld er det en rigtig god idé. Men er det rettidig omhu fra dem, der sidder med ansvaret? NEJ, det er det ikke. Det skulle nemlig aldrig være kommet hertil. De ansvarlige og dem, der burde sidde med den største kompetence, burde have forhindret, at der kunne opbygges en gæld på knap seks mio. på kun tre år. Særligt når der i kommunen er nedskrevet en regel om, at forvaltningen allerede skal gå ind og hjælpe skoler, der opbygger en gæld på mere end én mio.

Til sammenligning fik Bistrupskolen kun efter en hård kamp lov til at udsætte tilbagebetalingen af et stort underskud med et år af den gæld, der tidligere var opbygget (som resultat af mangeårigt dårligt lederskab). Gælden er ved at blive afbetalt, og der er via dygtig ledelse nu styr på budgettet og økonomien på skolen.

Som bestyrelsesformand på Bistrupskolen ved jeg, hvor vigtigt det er, at der er styr på budgettet, at skolens ledelse er kompetent og dygtig til at lede skolen, herunder den økonomiske ledelse, som desværre, hvis det går galt, påvirker alle andre aspekter af skolens virksomhed.

Der er ingen tvivl om, at det kræver en anden indgangsvinkel i fremtiden, hvis alle de fremtidige folkeskoler i Rudersdal skal undgå at skulle igennem de udmattende og for alle parter uhensigtsmæssige forløb, som vi har set på nogle af kommunens skoler, og som lige nu går værst ud over Vangeboskolen.

Kommunens politiske flertal på dette område skal turde stille spørgsmålet – gøres det så professionelt og dygtigt som det er muligt? Hvis svaret er nej (hvad det tydeligvis er for mig), så vær modige og tag det ansvar, som vælgerne forventer, I tager, og gør noget for at ændre det.

Publiceret: 16. Juni 2017 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt