Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vedrørende avisomdeling

Af Luc de Visme, Morelgangen 8, 3460 Birkerød

Måske tager jeg fejl, men jeg læser i annoncen fra FK distribution, som har overtaget distributionen af Rudersdal Avis fra Post Nord, at der kun er to-dages omdeling midt på ugen (tirsdag-onsdag). Hvad med weekend avisen, den man får om torsdagen (sommetider om fredagen)? Er den sløjfet?

Jeg håber ikke at det er tilfældet. Lokalavisen er livsnerven i en kommune - det har vi set omkring kommunalvalget, hvor kandidaterne får lov at udtrykke deres program, men også hele året igennem, hvor borgerne er med til at pege på problemerne og samtidig præsentere deres egne projekter og aktiviteter.

En gang om ugen er ikke nok. Hvorfor er lokalavisen kun afhængig af de private annoncører, der muligvis vil spare penge, fordi den lokale handel ikke fungerer så godt? Kan kommunen ikke se en fordel ved den lokale kommunikation og støtte den, som den støtter den lokale infrastruktur, busser, veje, kultur, osv.?

Inden jeg går for langt vil jeg vente og se, om det virkeligt passer at avisen kun skal distribueres midt på ugen.

Svar fra Rudersdal Avis

Kære Luc,

Jeg kan heldigvis berolige dig og forsikre, at weekendudgaven af Rudersal Avis fortsat bliver udgivet som sædvanligt og omdelt torsdag og fredag.

Grunden til, at det kun er vores midtugeudgave, der er omtalt i den pågældende annonce er, at det kun er distributionen af denne udgave, der ændres. Post Nord har igennem det seneste år kun haft til opgave at omdele midtugeudgaven af Rudersdal Avis, imens Rudersdal Avis Weekend er blevet omdelt med FK Distribution. Fremover vil FK Distribution have til opgave at omdele begge udgaver af Rudersdal Avis.

For en god ordens skyld kan jeg oplyse, at avisbuddet må omdele midtugeudgaven tirsdag og onsdag frem til kl. 21.00. Og for weekendudgavens vedkommende omdeles den torsdag og fredag frem til kl. 21.00.

Så har man ikke modtaget sin avis onsdag efter kl. 21 eller fredag efter kl. 21, henviser jeg til, at man indgiver en reklamation.

Venlig hilsen

Anne Dahl Kristensen

Redaktør, Rudersdal Avis

Publiceret: 13. December 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Bøger
Forsiden netop nu