Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vi skal uddanne elever, der kan tænke selvstændigt

Af lektor, Birgitte Holm Halkjær Birkerød Gymnasium, HF og IB.

Vi skal uddanne elever, der kan tænke selvstændigt, det har vi gjort i 150 år, og det skal vi blive ved med!

Der skal fortsat være fokus på den faglige og individuelle udvikling i gymnasieskolen. Når vi som undervisere understøtter de unge på Birkerød Gymnasium, HF og IB i at udvikle deres identitet og personlighed, oplever de, at de kan meget mere fagligt, end de overhovedet tror, de kan, og når de først får en forståelse for, hvad de vil med sig selv, øger de dermed også deres motivation og lysten til at lære og således deres faglige udvikling.

På den måde bliver det en succesoplevelse at gå i gymnasiet. Vores hjerne er sådan indrettet, at hver gang man lærer noget nyt, så har man også nogle følelser omkring det, og et forhold til det lærte. Er det her overhovedet noget, som jeg gider høre på? Er det her noget for mig? Er det noget jeg er enig i eller dybt uenig i? Er det noget, der er komplet ligegyldigt for mit liv? God faglig læring og personlig identitetsudvikling og dannelse understøtter hinanden og påvirker i sidste ende læringsresultatet.

Læs også: Birkerød Gymnasium fejrer 150 års jubilæum

Det er det personlige engagement såvel vores som undervisere, og elevernes, der bærer den faglige, og ikke mindst medvirker til den holdbare, brugbare og livslange læring. Det man har været engageret i, det kan man huske og bygge videre på. Det man ikke har forstået, men bare har taget til sig, og måske endda bare lært udenad for at bestå en studentereksamen, er ikke brugbart og dermed forsvundet, så snart studentereksamen sættes på hovedet.

Al forskning peger i retning af, at lærernes praksis i klasseværelset er den vigtigste faktor i forhold til at motivere eleverne og skabe gode læringsmuligheder for den enkelte elev. Dette kræver imidlertid, at vi, som undervisere, bliver ved med at investere i det gode og trygge læringsmiljø, og det gør ikke noget, at vi i processen mod at sætte studenterhuen på vores elever, også bliver lidt ambitiøse på deres vegne.

Det er derfor til stadighed meget vigtigt, at vi opbygger tillidsfulde lærer-elev relationer, så eleverne deltager aktivt i undervisningen og har mod på at prøve sig frem, også selvom de ikke lykkedes i det første forsøg. Det er vores fornemste opgave som undervisere at uddanne elever, der kan tænke selvstændigt, det har vi gjort i 150 år på Birkerød Gymnasium, og det skal vi blive ved med.

Publiceret: 10. April 2018 15:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis