Det tager ikke meget mere end fem minutter. Frank Madsen med et eksemplar af sig selv i streger. Foto: Anette Sønderby
Det tager ikke meget mere end fem minutter. Frank Madsen med et eksemplar af sig selv i streger. Foto: Anette Sønderby

En helt, en ven og et sjovt dyr

Frank Madsen fra Birkerød startede som de fleste med at tegne som barn. I modsætning til ligeledes de fleste var han bare god til det. Så i dag lever han af det - blandt andet sammen med den piberygende helt Kurt Dunder

 Tip en ven    Udskriv   Del
Af Jesper Pedersen
"Er der noget galt?" spørger vennen Bill, mens han basker myggene i den afrikanske jungle af sin kraftigt byggede krop.

"Her har været nogen før os," svarer Kurt Dunder med den karakteristiske pibe plantet midt i munden. De afskårne stammer afslører det. Aben med tropehat og oppakning på ryggen kigger forundret op på Kurt Dunder.

"Måske kan soldaten derovre sige noget om det," siger Bill og peger på en soldat, der med sin riffel sidder og holder vagt op af et træ.

Sveden drypper af Kurt Dunders pande, mens han møver sig derhen.

"Hænderne op, eller du er død mand!" siger Kurt Dunder og stanger sin machete mod soldatens ryg.

Soldaten falder forover. Han er død. Et skelet.

Helt af den gamle skole

Kurt Dunder er en rigtig, klassisk helt. Tegnet, jovist. Men en rigtig helt.

Hans skaber – fader, om man vil – hedder Frank Madsen og bor i Birkerød.

"Der skal være en helt, en ven og et sjovt dyr. Det er en meget god opskrift på en tegneserie," forklarer Frank Madsen om sin tegnede eventyrer, der efter mere end 25 års professionel tegning står som birkerodens hovedværk.

Kurt Dunder blev født som føljeton i HK's medlemsblad i 1988, og det første album – netop Kurt Dunder i Afrika – udkom i 1991 og har samlet set solgt godt 17.000 eksemplarer. Siden har den evigt piberygende helt været i både Grønland og Tyrol, og den 1. juni åbnede Frank Madsens nye, gratis tegneserieforum, planetcomics.dk, hvor man blandt andet kan følge med i Kurt Dunder og Nanobotterne, der også senere vil komme som album.

"Kurt Dunder er i traditionen Tintin og Splint og co. Der var en periode i 70'erne og 80'erne, hvor tegneserierne gik væk fra den almindelige helt, som i drengebøgerne. Det var mere antihelte. Men jeg ville gerne gribe tilbage og genoplive den klassiske helt, som man på film kender fra især Steven Spielberg og George Lucas. En helt, der kan klare det hele – måske med en ironisk distance," siger Frank Madsen.

Frikadellemanden og tegnefilm

Den i dag 45-årige Frank Madsens tid som tegner begyndte som de fleste mennesker som barn. Modsat de fleste var han bare god til det. En tur i Livgarden bragte ham fra hjembyen Kalundborg til hovedstaden, og i 1981 blev ham optaget på den nystartede tegnestue Gimle.

Der var ingen uddannelse. Hvad Frank Madsen har lært, har han lært sig selv.

De første år bød blandt andet en kort overgang på en superhelteparodi med titlen Frikadellemanden og overtagelse af den uskyldige familieserie Hans og Grete efter at denne skaber, Helge Hall, døde. Siden fulgte flere projekter for LEGO, blandt andet om science fiction-helten Jim Spaceborn.

I dag tæller CV'et en lang række projekter, så som reklameproduktioner for blandt mange andre Sundhedsstyrelsen og Microsoft.

Også de levende tegninger har Frank Madsen været med på. Han var i 1998, sammen med en stribe andre tegnere, med til at omtegne storyboardet til den umådeligt populære Hjælp, jeg er en fisk.

"De havde egentlig lavet ét storyboard, hvor børnene havner i et nyreligiøst samfund under vandet. Det lavede vi om, så det nærmere blev et gangstermiljø," forklarer Frank Madsen.

"Det fungerer sådan, at jeg tegnede en fire-fem sekvenser i filmen, og laver tegningerne for, hvad der skal ske i filmen med nogle sekunders mellemrum. Det er helt nede på detailplanet; hvad jeg fx synes, at karaktererne skal sige. Det kan så selvfølgelig være, at instruktøren vil have dem til at sige noget andet."

Året efter begyndte Frank Madsen på et storyboard til filmprojektet Hugo og Diamantmånen om tv-trolden Hugo og dennes kamp mod Afskylia. Det projekt omfatter mere end 8.000 tegninger, men er indtil videre ikke kommet nærmere biografen.

Klik ind på www.planetcomics.dk . Udover Kurt Dunder, hvis eventyr bliver opdateret en gang om måneden er der blandt andet også mulighed for at spille små flashspil.

Publiceret: 05. Juni 2008 00:12
Del på Facebook
Ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Rudersdal Avis
Parse Error line 3, character 68