Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Et fund af museumslogik

Jesper Winther Andersen
Medlem af brugerrådet, Rudersdal Museer
Høsterkøb Byvej 8
2970 Hørsholm

Da jeg læste Liberal Alliances kommunalbestyrelsesmedlem og spidskandidat Elisabeths Ildals indlæg 'Flytter Vedbækfundene?' i Rudersdal Avis, var jeg forberedt.

For hun har skrevet det samme i Frederiksborg Amts Avis, og jeg havde således opnået erfaring med, at indlægget savner logik og pointe. Samme oplevelse har formanden for Kultur- og fritidsudvalget, Daniel E. Hansen, haft, for han har forsøgt at bibringe debatten nogle gangbare fakta gennem et aktuelt indlæg.

Den vandring vil jeg gøre ham selskab på: Det ser ud som om, Elisabeth Ildal har ondt over, at Vedbækfundene ikke bliver leveret tilbage til Nationalmuseet, men at der er planer om at flytte dem til Vedbæk til den jord, de er rundet af. Elisabeth Ildal formulerer det som, at 'der ligger en plan for, at Rudersdal Kommune skal købe og drive et nyt kulturhus til dette formål i den nye Henriksholm-bebyggelse i Vedbæk' og mener ifølge sit indlæg, at der vil være mere fornuft i at returnere fundene.

Som vikar i kommunalbestyrelsen for Elisabeth Ildal sagde jeg efter aftale ja til, at Liberal Alliance i efteråret gik med i budgetforliget. Efter Elisabeth Ildal i to måneder havde nærlæst forliget, valgte hun så pludselig at trække LA ud af det. Men de to måneders nærlæsning har ikke afsløret for hende, at der er afsat midler i budgettet til at undersøge, om en flytning af Vedbækfundene til Vedbæk er en god idé. I sit indlæg kalder Elisabeth Ildal det endda for 'tys-tys', men en ihærdig og minutiøs læsning af det budgetforlig, hun forkastede, ville have afsløret for hende, at der absolut intet er fejet ind under gulvtæppet. Tværtimod.

Der er altså ikke besluttet noget endnu, men der vises rettidig omhu ved at undersøge og belyse idéen. Derfor er Elisabeths Ildals indlæg baseret på at løbe med en halv vind fra skiftende retninger.

Når det er sagt, så vil jeg da for egen regning gerne tilføje, at jeg synes, det er en fortræffelig idé at flytte Vedbækfundene tilbage til Vedbæk i stedet for at returnere dem til Nationalmuseet. Forudsat, forstås, der kan findes en fornuftig og gangbar løsning, netop som det skal undersøges. Elisabeth Ildal bor selv i Vedbæk og er engageret i lokalområdet. Hun burde som en af de første kunne sige selv, at en attraktion vil kunne trække turister og omsætning til området. Efter flytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm savner området museumstilbud.

Så Elisabeth Ildal, du efterlyser i dit indlæg at 'få fisken på disken'. Jeg har forhåbentlig hermed landet en ordentlig torsk til dig

Publiceret: 08. Marts 2017 18:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere