Udefra er bygningerne flotte og tilpasset de nære omgivelser. 
Boligerne er opbygget i to spejlvendte komplekser. Mellem de to løber en underjordisk tunnel, som nattevagten bruger til at komme frem og tilbage mellem boligerne.
Udefra er bygningerne flotte og tilpasset de nære omgivelser. Boligerne er opbygget i to spejlvendte komplekser. Mellem de to løber en underjordisk tunnel, som nattevagten bruger til at komme frem og tilbage mellem boligerne.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fra lukket land til moderne botilbud

Tirsdag den 23. januar blev 46 nye boliger til mennesker med multiple handicap indviet i Ebberød. Et område, der har gennemgået en utrolig udvikling fra lukket institutionsland til et åbent og mangfoldigt boligområde

Nye boliger 46 beboere med multiple handicap er lige nu i gang med at finde sig til rette i deres nye hjem. I 46 moderne og specialindrettede boliger med en smuk beliggenhed midt i Rude Skov. Her er der både plads til privatliv, fællesskab og masser af aktiviteter inde og ude.

Til indvielsen var både kommunalpolitikere, familie, ansatte og mange andre mødt frem for at festligholde dagen.

Og selvfølgelig holdt borgmster jens ive en af talerne for de fremmødte. Her sagde han bl.a.: ”Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste, hedder det. Derfor er jeg meget glad for at vi nu kan indvie de første af en række, almene boliger, som skal danne ramme om det gode liv for vores svageste borgere med multible handicap. Ebberød har gennemgået en næsten ubegribelig udvikling det sidste halve århundrede. Fra et lukket, selvforsynende samfund i samfundet, godt gemt af vejen for resten af samfundet inde i Rude Skov, hvor det måske endda føltes lidt forbudt at komme – og til nu, et åbent, ressourcestærkt og mangfoldigt område, hvor 46 splinternye og specialindrettede lejligheder lige er taget i brug. I den bevægelse er der heldigvis sket et klart paradigmeskift i vores syn på mennesker. Fra at være patienter og tilovers i samfundet, er vores svageste borgere nu borgere på lige fod med alle andre.”

Borgmester Jens Ive talte for de fremmødte ved indvielsen af Botilbuddet Ebberød. Foto. Thomas Schiermacher
Borgmester Jens Ive talte for de fremmødte ved indvielsen af Botilbuddet Ebberød. Foto. Thomas Schiermacher

Historiske forandringer

Men sådan har det ikke altid været at bo i botilbud, hvis man er et menneske med psykisk eller fysisk handicap.

Hele området omkring det nye Botilbud Ebberød bærer vidnesbyrd om en helt anden tid og en helt anden tilgang til samfundets mest sårbare og udsatte sjæle.

Flag, pinger og pindemadder ved indvielsen af de nye boliger. Foto: Thomas Schiermacher
Flag, pinger og pindemadder ved indvielsen af de nye boliger. Foto: Thomas Schiermacher

Skulle beskyttes mod samfundet

Ebberøds historie er helt særlig. I slutningen af 1800-tallet lå der på stedet en herregård, som var en del af Hørsholm slot. Bakkehuset på Frederiksberg, der var et sted for ”idiotiske, svagsindige og epileptiske børn, ville udvide og købte hele området, som vi i dag kender som Ebberød. De ville opføre en ny filial, et ”arbejdsplejehjem for åndssvage” med masser af jord og skov omkring. Man var dengang af den overbevisning, at de udviklingshæmmede skulle gemmes af vejen, dels for at beskytte dem mod samfundet, men også for at beskytte samfundet mod dem. Derfor udvidede man og opførte de store, klassicistiske bygninger og hovedbygninger, der stod færdige i 1892.(billede)

Det var en barsk tid, hvor lægevidenskaben med folk som Christian Keller i spidsen mente, at isolationsfilialer, sterilisation og kastration var svaret i forhold til mennesker, som samfundet ikke havde brug for.

I 1930'erne vedtog man endda en socialt og humanitært begrundet lovgivning, der tillod sterilisation af 'psykisk defekte, arbejdssky, prostituerede, forbrydere og andre asociale af hensyn til udgifterne, afkommets opdragelse og den samfundsmæssige ro og orden”. Danmark blev faktisk foregangsland i Europa, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af ”åndssvage”.

På Ebberød var det tiden med bevidst overmedicinering, spændetrøjer, starten på det 'hvide snit'. Alle sov på sovesale og der var kun fritstående toiletter uden afskærmning, så intet privatliv. Det var jo vigtigt hele tiden at overvåge patienterne.

I midten af 1950'erne var der også mange fejlplaceringer og fejldiagnosticeringer. Det vil sige, at mange blev sendt til Ebberød, fordi man ikke vidste, hvor man ellers skulle gøre af dem. Det kunne være forbrydere, 'letlevende kvinder' eller andre, der ikke bidrog eller passede ind i det normale samfund.

Retten til eget liv

Nye tider var dog på vej netop i 1950'erne og i de næste årtier. Juristen Niels Bank Mikkelsen, der også var forsorgschef i staten, arbejdede i denne periode for en forbedring af åndssvages forhold. Han opfandt normaliseringsprincippet, der betød, at åndssvage fik retten til en tilværelse så nær det normale som muligt. Normaliseringsprincippet blev sidenhen udbredt til hele den vestlige verden. Bank Mikkelsen var en pioner og nok den person i nyere tid, der har haft størst betydning for arbejdet med og for udviklingshæmmede.

Det enkelte menneskes behov og sind

Det er en udvikling, der er fortsat frem til i dag, hvor man i den socialpædagogiske faglighed er opmærksom på det enkelte menneskes behov, ønsker og sind. Centerleder for Botilbud Ebberød Anette Schubert fortæller om hverdagen i dag for mennesker med multiple handicap:

”Det er helt centralt hos os, at alle har ret til at blive set og hørt. Vi arbejder hver dag ud fra den forståelse, at ethvert menneske naturligt gerne vil kommunikere og være aktive sammen med andre mennesker. Derfor er vi også meget heldige med vores fantastiske beliggenhed og det helt almindelige levede liv, der er i og omkring botilbuddet,” siger Anette Schubert.

Ebberød huser i dag 94 borgere med multiple handicap fordelt på to tilbud. Resten af de ca. 40 bygninger fungerer som et mangfoldigt konglomerat af daghjem, værksteder, børnehaver, private boliger og uddannelsesinstitutioner, fx kan man i en af de klassiske bygninger, lige ved siden af det gamle vandtårn, blive uddannet som fængselsbetjent, det eneste sted i Danmark, der udbyder den uddannelse. Men det er en anden historie.

Fakta om Ebberød

Ÿ Åbnede i 1892 som “Ebberødgårds arbejds- og plejehjem for åndssvage”, som borgerne med multiple handicap blev kaldt dengang – et selvforsynende samfund der spredte sig over 66.000 m2 jord og skov - med 1.400 beboere i midten af 1900-tallet.

Ÿ Huser i dag 94 borgere med multiple handicap i Botilbud Ebberød og Gefion. De 46 nye boliger er en del af Socialområdets overordnede plan om at sikre tidssvarende og moderne boliger til borgere med multiple handicap

Ÿ De resterende ca. 40 bygninger i Ebberød blev omdøbt til Svaneparken, da amtet overtog stedet fra staten i 1980.

 

/tsj

Publiceret: 24. Januar 2018 11:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis